Hurtig! Hun klapper skærmen sammen, propper den i tasken, og slynger begge tasker over skuldrene. Hun griber jakken og trøjen i forbifarten. Toget er stadset, snart køre det videre. Hun stormer ud, står i kulden i bare arme et øjeblik, før hun haster videre. Tager tøjet på i farten, slynger begge tasker over den ene skulder, propper armen i det ene ærme, og så det andet. Trøjen og jakken hænger og dasker på den ene arm - hun går til med raske skridt, taskerne dasker hende i siden. Hun slynger dem over på den anden skulder, nu hænger det hele på den skulder. Hverken helt eller halvt klædt på - ej heller helt eller halvt klædt af. Hun famler efter den daskende trøje, og før fat i ærmet - ligeledes jakken. Så nu er hun da klædt på - hun slår et sving, næsten hjemme. Hun har altid travlt. Spiser morgenmaden på vejen, tager jakke og taske på på én gang, laver lektier i toget, hænger ved tasterne til sidste øjeblik, klapper skærmen i i døren og tager sko på på fortovet.Hun har så travlt - hun skal nå det helle, og helst det hele på én gang! Hun har alt for travlt... så hun når slet ingen ting...

Måske jeg hellere skulle til at tage det lidt mere med ro, hehe, jeg kan snart ikke følge med mere. Og jeg løber ikke efter toget igen i morgen, selvom jeg kommer for sent til bussen!

Sjovt lille digt jeg skrev i forbindelse med min point-blog. Da det dog ikke er tilladt at bruge informationer fra mine blogs der andet steds, har jeg valgt ikke at smide selve digtet ind her i stedet. Og så kan i jo også læse det. Men i bør nok advares om, at det er lidt mærkeligt - ikke min typiske skrivestil, hehe...

Jeg stirre ud af vinduet
men vejret er så trist
alt er koldt og frossent
og himlen den er grøn

Nej, hør dog som jeg vrøvler
det var dog li' godt gjort
Man ku' vel også li' så godt
Ha' sagt at den var sort

Man sidder her med bare ben
og drømmer det var sommer
mens himlen blot er grå og trist
med lyserøde kopper

Og kopperne er fyldt med sne
Nå ser du, de har spildt det?
Ud over hele jorden, ja
med fine gule pletter

Nu tror du nok det blot er vrøvl
jeg sidder her og pjatter?
Nej ser du, det var hundene
der gav de gule sjatter

Og i øvrigt så er himlen rig
på dybe lilla toner
Hvad, en forklaring denne gang?
Nej det er bare sludder!

Men hør min ven, jeg tror da vist
at vejret blev lidt bedre?
Jaja, sese, lidt farverigt
Ah, et fantasi's vejr, hvor skønt!

Jeg sad lige og læste et indlæg skrevet af Ilhja, hvori hun under sig over at "vi er så personlige dog uden at være det" (citat). Og hun har egentlig gjort en ret god observation der, i at der ikke er mange der skrive om deres "hjertes udkårne" hvad enten det handler om en kommende kæreste (forelskelse), en nuværende kæreste eller en x-kæreste (kærestesorger).

Jeg skriver heller ikke selv meget om min egen kæreste, selvom han da bliver nævnt et par gange i ny og næ. Men det er nok mest fordi jeg føler, at min personlige og som du siger "intime" blog handler om mit liv - eller mere præcist, om mig. For jo, nok er min kæreste en (ret vigtig) del af mit liv, men han er ikke "mig". Jeg skriver heller ikke meget om mine andre bekendte på min blog, for jeg har det lidt sådan, at det ville være at "udgive dem" eller "udlevere dem", og jeg tænker, at det må være deres eget valg, hvis de vil udgives på nettet. Havde det nu været sådan at min kæreste eller veninde selv bloggede, ville jeg nok have det lettere med at skrive om dem, idet de jo så har givet deres "accept" til at være på nettet. Men når de ikke gør det føler jeg at det nærmest er en (om end meget mild) "krænkning af deres privatliv", for jeg ved at jeg selv har detaljer af mit liv, jeg ikke ville bryde mig om at smide på nettet. Eksempelvis havde jeg en veninde, som engang lagde min fulde adresse ud (dog ikke i ond mening, men fordi hun ikke vidste bedre), og den episode tænker jeg tit over når jeg inkludere mine venner, bekendte, familie og kæreste i min blog.

Derudover er mit kærlighedsliv ikke noget jeg ofte snakker med nogen om, ikke engang mine veninder. Og for at tage skridtet længere ud endnu, mit sexliv kan jeg slet ingen snakke med om, det er lige knap jeg overhovedet kan tale med min kæreste om det - jeg er så forfærdeligt blufærdig :S Det er sådan ca. det eneste emne jeg bare ikke kan have med at gøre, hehe ^^" Så det er faktisk ikke engang fordi jeg drøfter den slags med mine veninder, faktisk snakker jeg overhovedet ikke om det. Så kan man jo så sidde og overveje, om det er fordi jeg ikke har behov for det... Det ved jeg så ikke, det kan da godt være, men jeg gør det bare ikke. Det er en side af mig selv jeg ikke rigtig kan forholde mig til. Og jeg tror ikke jeg ville have det nemmere med at skrive om det, sådan "halv-anonymt" som det nu er på nettet, for helt anonyme er vi jo heller ikke...

The song "Fairytale" - Sara Bareilles... How manny fariytales can you find?

Ved i hvad jeg er træt af for tiden? Ting som irritere mig. Især ting der irritere mig, som der ikke er nogen umiddel grund til der irriterer mig. Den der grundløse indestængthed, måske vrede, som krildrer ud i hele kroppen, og gør det umuligt at slappe af. Som var det en sværm af små arrige bier, som jeg har slugt, og som nu forsøger at kæmpe sig vej ud gennem specielt mine arme og min ryg. Og jeg kan mærke at jeg virklig skal lægge bånd på mig selv for ikke at bryde ud i et arrigt andfald på den første og mest uskyldige person der tilfældigvis står i nærheden. Det er som konstant at være i nærheden af en retaderet, som man for alt ikke må fornærme eller sårer. Og det irritere mig...

En del ville sige om mig at jeg "har mange jern i ilden", og det paser nok også. Jeg er vist hvad man kalder ret konservativ, for jeg kan lide tingene som de er, holder af at have rutiner og følge de rutiner. Sådan dejligt afslappet og ligetil. Men jeg kan til gengæld også lide at have flere mulige rutiner, og bytte lidt rundt i dem, når bare det ikke er alt for meget nyt på én gang. Fx har jeg rigtigt mange hobbyer, og holder af dem alle, men fordi jeg har så mange, er det kun nogle af dem der kan være "aktive" og i de perioder har jeg så nolge andre som er "inaktive". Jeg begyndte for nyligt at spille musik igen, og er så småt begyndt at synge igen. Jeg arbejder på et nyt blad, men sørger stadig for at blogge på min hjemmeside - hvilket jeg endda gør mere flittigt end før. Til gengæld har jeg ikke arbejdet på mine negle i et stykke tid, men de er desværre også totalt ødelagte for tiden - hmm... det må være det kolde vejr :S Nå, men det jeg egentlig ville frem med, tror jeg, er at jeg overvejer at optage nogle af mine musikalske "talenter" og smide dem på youtube... Ting som "Harry Potter rappen" fra kordagen i 3. klasse, som jeg pludselig har fået på hjernen igen, eller sangen "One of us" som jeg spiller meget på klaveret for tiden... Men måske jeg burde vente til jeg har bedre tid, hehe

F***! Hvad gør jeg!? Nu hvor studentereksamen nærmer sig, er der noget andet og værre som kommer tættere på sammen med den. "Hvad kan vel være værre end eksamen?" tænker du måske? Og så skal jeg sige dig, at jeg endnu aldrig i mit liv har haft en "sidste skoledag". For jeg sprang folkeskolens 10 klasse over - spild af tid... Så min sidste dag i folkeskolen brugte jeg på at blive mobbet af 10.klasserne, for at de skulle have lov at fejre det. Men nok er sidste skoledag skræmmende... men det jeg frygter allermest er det som følger! De mange dage hvor man fester og drikker uafbrudt mens man besøger det ene hus efter det andet og ripper det for mad og drikke (altså hvad der nu er sat frem til gæsterne)... Og grunden til at jeg frygter det? Mine forælder er skilt... De bor nærmest klods op af hinanden - med 100 m. imellem. De kan ikke døje hinanden og er indædt overbevist om at den anden tager fejl og de selv har ret! Hvem jeg selv tror på skal jeg ikke sige - for jeg holder jo af dem begge... men, hvad gør jeg så nu? Når nu min klasse skal komme væltende ind af min dør (hvad jeg i øvrigt slet ikke har lyst til), hvis dør skulle det så være? Jeg ved min mor vil blive hammer skuffet hvis ikke de kommer forbi hende, og min far sikkert det samme... Og der var ellers snak om sidste år, at tage forbi dem begge - men det er åbenbart glemt... og med de grimme sager der er kørende, har jeg ikke lyst til at skulle vælge, for jeg vil ikke miste nogen af dem! Så hvad f*** gør jeg!

Og min umiddelbare tanke er... jeg aflyser... de kommer ikke indenfor min dør, vi tager et andet sted hen, vi springer over mig... Jeg tror det vil være det mindst pinefuld...

For at tilføje en underlig drøm til min samling... Det var hvad jeg drømte i nat. Den er ikke engang så fantastisk, men fortæller vist lidt om hvad jeg tænker på (i hvert fald den sidste del)...

Jeg husker dog kun den sidste del af drømmen. Jeg drømte at min mor var som en slags vølge (fra Jarastavens vandring), det eller også en af selve skytterne fra min ejen fortælling! Det vil sige, at hun var en klog kvinde, der blandt andet forstod sig på at heale mennesker. Og hun var så blevet tilkaldt til et sted, hvor der var én var alvorligt syg og havde brug for hendes hjælp! For at nå frem måtte hun sejle et stykke på åen. Vandet i åen var iskoldt, så det gik absolut ikke at falde i vandet. Det regnede udenfor og det var glat. Jeg løb snublende efter hende, knap så sikker på mine skridt. Vi løb langs breden af åen, og bredden var meget stejl, så jeg var hele tiden bange for at falde i. Det var meget upraktisk at løbe i den flagrende kjole jeg havde på, for tænk om jeg ville snuble i det lange stof? Min mor kravlede ned på en bjælke langs åkanten, næsten helt nede ved vandet. også den var meget glat, og vi måtte virkelig gå forsigtigt for ikke at glide. Det var vist ikke meningen at jeg skulle have været med, men jeg insisterede og hun overgav sig. Vi nåede nu frem til en bugt så åen nærmest blev til en lille sø. Her løb vi hen, og min mor samlede alle mulige ting sammen som vi skulle have med.Imens forsøgte jeg at finde den lille kano vi skulle ud på åen i, men den var virkelig lille, så der ville faktisk kun være plads til én på den, og nu insisterede min mor pludselig på at vi absolut skulle have min lillesøster Heidi og hendes veninde Kira med - og det ville der slet ikke være plads til! Desuden bestod kanoen af to stykker der let kunne falde fra hinanden det ene stykke havde ligesom en "u-gaffel" ende, som det andet stykke skulle sættes op igennem, sådan at de sad i spænd når man satte sig ovenpå.

Men nu ændredes drømmen pludselig, så det var helt okay at bade i vandet - ja faktisk skulle vi på badeferie! Vandet var køligt, men ikke forfærdeligt koldt. Jeg faldt dog af brættet og fik hovedet og hele kroppen under, og mit tøj tyngede mig, så jeg ikke kunne få mit hoved øverst og op af vandet. Mine ben blev ved at flyde ovenpå, så jeg blev bange for at drukne. Jeg brugte hænderne til at skubbe mig op af vandet så jeg kunne få en lille mundfuld luft, før jeg blev tynget ned igen. Endelig kom jeg da op, og kunne se at min far bekymret havde betragtet mig fra bredden. Vi (jeg, mor, Heidi og Kira) gik nu langs bugten om til enden af bugten hvor der ligesom være et hjørne, en insnævring af floden, som skjulte det der var på den anden side. Vi gik derom og så nu et stort flot sommerhus ligge tæt ved vandkanten. Nu var det virkelig sommer, og solen skinnede og bagede behageligt varmt. Alt havde gyldne varme farver. Vi gik med bare tæer hen til sommerhuset, og begynde at kigge efter små både (som lignede bob-slæder?) som vi kunne bruge til at segle ned af åen på, men årsagen til at vi skulle det var glemt. Sommerhusets børn var dog ikke helt tilfredse med at vi ville tage deres legetøj, men vi vidste vi havde fået lov at låne det. Pludselig bliver døren til sommerhuset smækket op og en slank sorthåret, korhåret dame med en mobiltelefon ved høret kom ud. Hun tog den ned og skærmede for den et øjeblik, mens hun sagde til mig, at de absolut ville have at der skulle stå på mine papirer at jeg var vikar på skolen (den som den kvinden åbenbart var lærer på), hvis jeg ville ind på lærersiminariet. Men hun sagde til mig, at det ville hun ikke skrive, for man kunne umuligt have tid til at være vikar når man var igang med uddannelsen til lærer! Og jeg begyndte straks at tænke på SU og pengeproblemer... Men så vågnede jeg...

Jah, jeg blev for en månedstid siden tagget af Ilhja til at fremvise min yndlingsreklame. Jeg har set mange fede reklamer, fx dem fra DSB med Harry (den med tarteletterne er fed), eller dem med storebæltsbroen (altså de der Limbo reklamer) - især den hvor den store gut får en svingtur, den er så sød

Men har kommer en, som jeg synes er både morsom og genial idet den jo sådan set beskriver hvad alle reklamer går ud på - Enjoy



Og hvis jeg absolut også må tagge én, så må det blive Fidla

Natten til søndag (dvs. forrige nat )
Jeg havde flere drømme, men de første af dem forekommer mig for slørede til at kunne genkalde nok til at skrive ned. Den sidste er dog meget skarp. Det var noget med Ninja'er. Det var åbenbart sådan, at jeg var kommet i lærer som Ninja eller noget i den dur for der var en af disse gamle langskæggede mænd som man bare ikke skal bide skeer med, for de kan nogle syge triks og teknikker! Respekt til dem! At jeg har været i lærer kan nu ikke helt passe, men i hvert fald var den gamle Sensi med os. Med os mener jeg mig, og et par andre unge, men deres karaktere står for uskarpt, jeg kan ikke huske dem. Vi havde fået en invitation til at komme over i Nærkøb, altså kiosken ved stationen. Vi gik så ind i butikken (som dog ikke lignede sig selv), og jeg handlede nogle få ting, men allerede på vejen ud brød det løs. Ninja'er angreb os fra alle side af buttikken, og det var en sand battle om at nå frem til døren og slippe væk. Åbenbart var det Sensei'en og de andre unges opgave at beskytte mig, selv kunne jeg nærmest intet, så jeg som den uvidende civile der pludselig bliver trukket ind i en drabelig kamp, og i panik ikke kan gøre stort andet end at skrige og kaste sig ned bag ting. Jeg skreg dog ikke, og havde fornuft nok til at forsøge at kæmpe mig mod døren.

Nu skiftede scenen, vi var igen, dog denne gang en anden flok, men stadig en gammel Sensei og nogle unge, på vej til kiosken, hvor vi var blevet inviteret hen af den anden klan. Tilsyneladende var dette sket 2 gange før, den første gang som jeg beskrev, var kampen endt med at jeg var blevet dræbt (spørg mig ikke hvordan jeg var kommet til live igen), og den anden kamp var endt ved at vi havde dræbt deres sensei. Vi gjorde nøjagtig som sidst, men denne gang vidste vi hvad der ville ske. Dog nåede vi helt uden for, og over gaden, før kampen gik igang. Vi kunne nu søge ly mellem de parkerede biler, mens der fra toppen af kiosken blev kastet diverse skyts imod os: ninja stjerne, dræberlige papirflyver-lignende tingester og lignende. Igen blev der hovedsageligt skudt efter mig, og de andres opgave var at beskytte mig. På besynderlig vis vidste jeg at kampen kun kunne sluttes på 2 måder, enten ved drabet på deres sensei, eller ved mordet på mig. Kampen gik for sig et stykke tid, hvorefter deres skyts pludselig begyndte at ramme mig. Først en af kastestjerne, så en af flyverne, der viste sig at være syleskarpe, og så et par stjerne til - alle ramte min mave. Jeg var bevidst om at disse sad i min mave, og at der ville være blod alle vejne. Jeg følte kun en megen mild smerte, men nok til at jeg var klar over jeg var ramt. Jeg stirrede lidt chokeret, og blev pludselig bevidst om at jeg var nød til at trække skytset ud igen, hvilket gav små jag af smerte. Jeg forsøgte nu at tage kontrol over drømmen, skønt jeg ikke rigtigt vidste det var en drøm. Jeg forsøgte at tvinge mine tanker til at overbevise mig om, at såret i min mave ville heales, overbevidst om at hvis det lykkedes mig at tro på det, så ville det også virke. Og jeg mærkede en let varme brede sig i maven, og tog det som et tegn på at det var ved at virke. En fremmed ninja kom nu over gaden, og jeg blev arrig og råbte ad ham: "Hvorfor! Hvorfor er det at jeg absolut skal dø!" Jeg fortsatte med noget der lød lidt i retningen af dette: "Ja, vi dræbte jeres leder, men det var først anden gang! Hvorfor angreb i os første gang, hvorfor dræbte i mig uden at vi havde gjort noget!" Så opløstes drømmen, og jeg vågnede op i Emil's seng.

Det var midt om natten, så jeg rullede mig bare over til ham, og faldt så i søvn igen. Jeg tror ikke jeg faldt dybt nok i søvn til at drømme mere, for jeg husker ikke mere, men ved at jeg vågnede mange gange, og flyttede mig rundt i sengen.