Jah, det har jo nok set sjov ud, som jeg kom cyklende med min oppakning af sportstaske (karate ting), rygsæk/skoletaske (projektting) og to sovepose køjesække.. Sådan går det når Emil'en glemmer at tage det med på den magelige køretur i bilen. Men ja, jeg valgte altså at tage ud på lejeren, og satser på at få alle træningerne for i morgen med, hvor det er andre trænere end min egen der leder træningerne. Måske bortset fra den første, men jeg tvivler på at jeg får lov at slippe, nu jeg er dukket op, så så må jeg jo spilde lidt tid med morgenløb. Jeg kan allerede måske hvordan den kugle af stress der har muret i kroppen de sidste 3 dage er ved at løsne op. Den kommer jo nok stærkt tilbage igen, men så har jeg forhåbentlig også opladte reserver! Men nu vil jeg tage en tørn med den rapport, og nyde resten af den beroligende bustur med det. Jeg elsker offentlig transport! Ikke at skulle tage det, og at afgangend er helt af h til her i jylland=udkants-Danmark, men den ro der er ved den brummende lyd fra motoren, de massage-agtige rystelser, og freden ved at have en plads man skal være på, og bare fornemme landskabet suse afsted gennem vinduerne, selvom man måske ikke altid kigger. Jeg tror næste jeg kunne bo sådan et sted!

Og status er...


Stressniveau: Højt, men jeg tror jeg overlever, jeg er stadig optimistisk, deadlinen skal nok nåes nu
Lyst til karate: Maximalt, jeg er klar til at springe på en bus til Husby og Pinselejren med det samme
Arbejdsro: Lig 0, fordi: Fluffy!
Fluffy uro: Maximalt, for han er på krigsstien og vil have opmærksomhed, helst i form af gå-tur, og aller helst nu, som i LIGE NU!

Så får jeg jo alligevel intet lavet... men gad vide hvordan lejligheden kommer til at se ud i morgen? Eller i overmorgen, hvornår jeg nu lige kan tage hjem igen?

Jeg arbejder på livet løs, og føler endelig at min indsats giver pote, og udslag på det synlige og håndgribelige. Jeg er igen fortrøstningsfuld og overbevist om at det nok skal gå, og jeg når målstregen til tiden, selvom det kun var i går jeg grædende var ved at give op. Den meget omskiftelige stemning har præget hele forløbet, og det pres der skulle motivern mig har ikke hjulpet. De tidsplaner der skulle stresse mig har i stedet givet behageligt overblik og følelsen af at være der om et øjeblik, så jeg godt kunne tage dagen fri. Jeg overvejes stadig lejeren i weekenden, særligt træningerne lørdag, men er stadig i tvivl. Det afhænger af resultatet af i morgen. Derfor vil jeg slå hoved fra på min pude nu, og lade mig synke med i de tiltrængte og velsignede drømme, der forhåbentlig giver mig kreative indslag og ingen overskredne deadlines. Hovedet har brug for ro, for at kunne køre på højtryk i det kreative felt Lidt lyd fra mig her på bloggen, vil i ha' mere, så tjek min instagram i siden, hvor jeg er ganske aktiv i strække hovedet pauserne

Men som i ved så kommer skole, uddannelse, arbejde osv. jo selvfølgelig før bloggeri. Så jeg fokusere temmeligt hårdt på mit projekt lige nu, og har også skippet karaten i går og i dag, måske også for weekenden, hvilket jeg dog er ret ked af. Men arbejd mens motivationen er der siger man vel! Eller mens du måske stadig er i stand til at nå det - hvorfor ender jeg ALTID her? ...

Jeg er ved at at få opsat Emils stationære i stuen til at kunne fungere for mit projekt, så jeg ikke skal trækkes med det dumme strømstik på den bærbare, og så jeg kan få den indsendt til reperation, derfor