Wow, det er lang tid når man tænker over det! Men det føles jo ikke sådan overhovedet! Jeg har det stadig som var det i går vi sad lidt betuttede til en fest, og forsøgte at nærme os hinanden, men ikke rigtigt turde alligevel... Og så gik det stærkt! Pludselig sidder jeg her, i vores fælles lejlighed, med vores lille kærlighedsbarn (Katten Fluffy), der at dømme efter lyden vist lige nu er igang med at æde Emil Vi har haft et utal af dates og fantastiske stunder sammen! Men vi har også delt en hel del mindre behagelige oplevelser... Vi har været sammen i tykt og tyndt, i løbet af de fem år.

Det er som var det i går, Emil stadig boede hos sine forældre, i det lidt gamle kølige hus - med værelset under taget, den lille enkeltmandsseng og ene lille dyne, der var liidt for lille til at holde os begge varme, når blæsten susede ind ad skråvinduet, eller det ligefrem sneede ind Siden Emils forældre har bygget nyt hus (drømmehuset) og efterhånden boet der et par år... Emil boede der også et stykke tid - det var lækkert at besøge ham der

Mine egneforældre blev skilt, og Emil var mig en fantastisk støtte, da bølgegangen efter katastrofen gik højt - hvad de blev ved med temmeligt længe... Mine forældre flyttede fra hinanden, jeg flyttede ind hos min mor (adresse mæssigt altså), men boede på skift mellem dem begge. Så opstod der problemer, og jeg flyttede over til min far, permanent.

Jeg gik på gym, og blev student ano 2010, og Emil var elektriker-lærling. Siden blev han uddannet... og arbejdsløs... lige som mig... Et halvt år gik der med med den håbløse situation for mig... en måneds tid for Emil, men det var rigeligt. Godt vi havde hinanden! Så kom EAMV, og Emils ene arbejdsplads. Så den næste, og nu en ny igen.

Vi flyttede også sammen for snart halvandet år siden, i en lille 2 værelses lejlighed. Og nu i en større 3 værelses...

Joh, når man kigger tilbage er der jo sket en hel masse, men det føles ikke som så længe... kender i det?