Gulde's interesse og livsstilsblog

En legeplads for mine tanker og tekstlige udfoldelser

A YEAR WITHOUT A SICK DAY

Jeg har arbejdet et helt år ved Helicopter Wing Karup udne at have en sygedag. Det føles vildt. Og mærkeligt.

Men lige nu føler jeg mig træt. Ikke bare fysisk, fordi jeg har fået for lidt søvn et par dage... men godt og grundig flad igen. Måske har jeg overgjort min meget produktive spurt et par. Egentlig tror jeg bare jeg kiggede på min kalender for denne uge... og for næste uge. Og blev træt ind i Sjælen, haha. Det er planlagt et et helt andet kontinuerligt energiniveau.



Tidligere
27.01 lørdag: Epic reading day
29.01 Mandag: Karate
30.01 Tirsdag: Årsregnskab hos revisor
31.01 Onsdag: Ekstra lang arbejdsdag pga. et lidt forvirrende økonomikursus (Jeg var så flad!) + en halv japansk lektion
01.02 Torsdag: loppemarked + Tupperware party

Fremad
03.02 Karateweekend med bokseklubben med flere træninger (karate, kempo, boksning), svømmehal, pizza og film og overnatning til ...
04.02 Søndag ... med mere træning og selvfølgelig oprydning
06.02 Tirsdag Endnu en tur ind på psyk, for at pille lidt i mit hovedet og forhåbentligt få fixet et par nye issues
07.02 Onsdag Tøseaften med 50 Shades of Gray

Bare tanken får mig til at føle mig overvældet og liidt for klar til at afreagere på én eller anden uskyldig. Men frem for alt træt. Som om jeg bare ikke orker det. Selvom det skulle være gode ting, og jeg ikke som sådan har noget ansvar i dét her. Det føles som pligt. Det føles af arbejde.

Jeg overvejede lidt at "ligge mig syg", men det går jo ikke. Så står de andre bare med den selv. Selvom om jeg sådan er/har været halvsløj i det, tror jeg, med dårlig mave og lidt muskel smerter. Men jeg kan ikke finde ud af hvor meget af det har været syge, stress eller pige hormoner. Might be some of those issues needing fixing. Men jeg er kommet igennem arbejdsugen. Jeg overvejede ret alvorligt at lægge mig torsdag... og fredag. Jeg var slet ikke mig selv da jeg stod ud af sengen. Men jeg kom igennem dagen.

Jeg skulle have været til indflytterfest også lørdag, hvilket ville have betydet karatedag uden overnatning. Men eftersom festen er flyttet er der jo pludselig ingen hindring. Jeg er ikke sikker på hvorfor jeg føler mig så væltet ved tanken om at skulle lave endnu en klub overnatning. Jeg har deltaget i så mange i tidens løb. Men jeg føler hverken jeg orker eller har den mindste lyst.

Så igen, det sygemelding er fristende.

Og med det, tror jeg pludselig jeg har fået en lidt bedre forståelse af de selvmords truede mennesker der nærmest kan finde en trøst i tanken om selvmord. Muligheden. I get it. Det er en udvej. Ligesom en sygemelding. Og selvom jeg yderst sjældent lægger mig syg (igen, et helt år uden så meget som én dag!), så er der en form for tryst og motivation, i at vide at en sygemelding er mulight. Selvom jeg har det semi-skidt (fra barnben lærte jeg, at de eneste "syge" symptomer der var acceptable tegn på sygdom var opkast og diarre, så alt andet end dét er kun semi-syg/semi-skidt), så kan jeg tage afsted... og så kan jeg jo bare tage hjem hvis det bliver for slemt. Det er ok at give op. Så jeg kan godt blive ved lidt længere. Bare lidt længere, og så kan jeg give op. Det er min stædighed der kicker ind. Bare lidt længere. Som at få en stor bunke rutine-opgaver og være ved at løbe surt i dem. Det er okay. Jeg må godt give op. Jeg kan tage resten i morgen. Så jeg stopper lige om lidt. Men først lige én til. 2 til. Måske 5 til, og så stopper jeg. Men når de 5 er noget, så tager vi bare en enkelt til. Og så én til. Og sådan bliver det væk, og pludselig er bunken væk og dagen "overstået" alligevel.

Det er ikke idéelt. Men det virker.

For det meste er jeg jo glad for det jeg laver. Jeg kan godt lide rutine arbejde. Jeg synes opgaverne er spændende - og hvis ikke opgaverne, så prioriteringen og struktureringen af gennemførelsen.

Men når man har det skidt og/eller er træt, så bliver alting lidt mere surt. Så skal det overståes én af gangen. Så tanken om at give op, kan virke fristende. Jeg tænker det for nogen måske kan blive så hårdt, at selve livet føles som en prøvelse. Èn dag af gangen. Jeg husker da jeg selv var der. Jeg tænkte godt nok ikke i selvmord som en løsning. Eller en udvej. Slet ikke! Det var mere en slags metodisk overvejelse af hvordan det bedst kan gøres. Sådan rent logisk. Ligesom hvordan mand best dræber sin cheft eller røver en bank. Jeg var desuden låst i tanker om at det kun ville gøre min følelse af at være en belastning, endnu være. Hvad jeg end kunne gøre i livet, kunne det ikke blive være end at forlade det. Men måske andre tænker det sådan. Arh!

Den eneste grund til at mine tanker har strejfet emnet igen nu, er at jeg skulle udfylde det der helbreds forsikrings skema. Urgh, det er endnu en af de ting, som har gjort at ugen føles tung.

Nu går jeg i seng! Mon ikke noget af mit overskud vender tilbage dér. Så jeg kan tage afsted, og bare være der som ansvarlig i det mindste. Spilde min tid lidt med at gøre min pligt og sådan Måske får jeg endda lyst til at deltage, hvis jeg får lidt af overskuddet igen. Jeg tvivler. Det føles langt væk lige nu.

I think I understand it better now. Suicide, and the peope that find comfort in thinking about it as an option. A way out. Like going to work slightly ill, cause you know you can always go home and call in sick if nessesary. Or when faced with a huge task, the comfort of knowing that you can just quit. Not yet, but soon. Just a day more. Just one more event. Just one more baby bite of the task. And then you can quit. You know you can. So you take one more. And one more. And one more. And then, you are through. You didn't have to quit after all. Didn't have to cancel sick. But the mere thought can keep you going. Just one more. And one more.
Udgivet fredag d. 02. Februar 2018
329 visninger

Tankespind Thoughts

Kommentarer

Læg en kommentar

Gravatar
:);):Dx)xP^^":oO:--"+flere-færre
Husk min info med cookie