Gulde's interesse og livsstilsblog

En legeplads for mine tanker og tekstlige udfoldelser

About saying no

En af de ting jeg øver mig i, er at sige nej. Eller nok rettere: kommer ikke. Ganske simpelt. Uden forklaring. For hvorfor har vi behov for at altid at komme med en forklaring? Hvorfor føler vi, at vi er nød til at retfærdiggøre os selv? Jeg kan ikke komme, fordi jeg er syg, fordi jeg skal noget andet, fordi jeg har lektier, fordi jeg har arbejde. Jeg har hørt massevis af undskyldninger, både gennem karate og på skolen. Og egentlig er folk jo ligeglade. Formuleren bliver udfyldt på samme måde uanset.

Til karate har det særligt følt som en nødvendighed og forpligtelse. Det var mest velset at man kom HVER aften, og øvede, særligt hvis man skulle op til en høj bæltegrad. Og at man trænede ved siden af. Arbejde og lektier kan man vel finde tid til ved siden af? Da klubben blev startet, var det af en arbejdsløs, så måske derfor var det svært at forstå, at der ikke var tid i massevis. Være var det selvfølgelig, hvis det var ander der kom i vejen. En anden fritidsaktivitet fx, gys!Var man syg, var det jo det, men skulle man til fødselsdag på en lørdag hvor kamåholdstræningen lå, så skulle det bestemt være den nærmeste familie, hvis forklaringen skulle være legal. Mormors 70 års fødselsdag, ja selvfølgelig .. men moster Skoda der bliver 44? Glem det! Og en brækket tå? Det skal trænes væk! De gange jeg ikke har kæmpet mig igennem en træning med dundrende hovedpine.

Men hvorfor egentlig? Det var jo en fritids aktivitet... det var jo for sjov, ikke? Det er klart, at står man af hver gang det bliver lidt hårdt, fordi kondien ikke er klar, så er det bare at klø på... Lærke kaldte det, at skader og handicaps selvfølgelig kan være begrænsende, men dårlig kondi er ikke en sygdom. Det resonere godt med mig. Og det kan være noget så surt at se på, når nogen kun vil være med til den lette og sjove del... men ikke det hårde, som opbygger den gode form (særligt ikke hvis det egebtlig er en del af er bæltekriterie men vedkommende får lov at gå op alligevel), eller rengøring og oprydning bagefter.

Men når alt kommer til alt er det jo frivilligt. For sjov. Men alligevel noget der har slavebundet mig i mange år, og stadig gør det.

Nu kommer det selvfølgelig til at lyde som om det hele har været forfærdeligt, og det er jo skidt, for det var det bestemt ikke. Jeg har mange gode stunder og minder fra karate. Også i dag.

Men det er også stadig noget der slavebinder mig. Og min samvittighed. Jeg føler at jeg er nød til at komme, være del i bestyrelsen og være del af træningen, for at give tilbage af det jeg selv fik. Stille op som dommer, arrangere stævner og social dage osv. Min samvittighed har budt mig at vende og dreje alt for at få plads til det hele, og kun melde mælde fra når det ganske enkelt ikke KUNNE lade sig gøre, uanset hvordan jeg vred og strakte mig.

Det sagt, så er jeg ikke selv på vej op til nogen grader. Og andre med min grad har forladt klubben. Nogle af dem jeg gik op med i sommers fx. Så hvorfor føler jeg så stort et ansvar, når andre ikke gør? Det er også en af mine hårde kampe for tiden.

Men jeg er startet med det med at melde fra. Og måtte chokkeret konstatere det er forventet, at jeg er meget syg og nærmest har brækket et ben, når nu jeg ikke kommer. Fordi jeg altid er der.

Sandheden er i virkeligheden blot, at jeg er træt og uoplagt. At det kniber med energien, og glæden knap rammer et minimum. At jeg føler, at det sluger så meget mere af mig, end jeg har at give, og giver kun lidt igen. Men sådan er det nu med det hele for tiden. Jeg har faktisk forsøgt at give en variant af den forklaring nogle gange.. det fungerede SLET ikke. Så nu lader jeg være.

Jeg ved ikke om det jeg gør er rigtigt. Det virker for tiden som om det ikke kan lade sig gøre, at gøre noget rigtigt.

Men jeg tror på at vi bør lægge nogle af undskyldningerne væk. Ikke altid føle os som om vi som et barn skal forklare os for en voksen. Retfærdiggøre os. Og kræve retfærdiggørelse fra andre. At vi i stedet bør stole nok på hinanden til at tænke, at uanset grund er den sikkert gyldig. Og respektere os selv nok til bare at sige nej. Ganske simpelt. Uden forklaring.

Udgivet tirsdag d. 24. November 2015
400 visninger

Tankespind

Kommentarer

Læg en kommentar

Gravatar
:);):Dx)xP^^":oO:--"+flere-færre
Husk min info med cookie