Gulde's interesse og livsstilsblog

En legeplads for mine tanker og tekstlige udfoldelser

Arrigskab, vrede og temperement

Jeg læste et indlæg i dag fra Nina's Verden, der omhandler temprement, og da hun bad om respons indenfor emnet, kunne jeg straks mærke, at det var noget jeg havde en del at skrive om, så jeg opgav at lægge en kommentar, og valgte at svare som et indlæg i stedet

Hvad gør du når du bliver vred? Kender du til at have et stort temperament eller kender du nogen som har et stort temperament?


Jeg har ofte en meget lang (al for lang) lunte når det kommer til andre. Jeg når at gå og fråde og rase med tingene for mig selv (hvilket bestemt ikke er mindre skadeligt). Jeg har ikke så voldsomt et temperement igen, fordi jeg er meget kontrollerende med mig selv. Jeg er ikke konfliktsky, men skal bare liige have tingene en 3. gang, før jeg reagere. Når min vrede til gengæld endelig slipper ud er den voldsom, og jeg har tidligere været god til at bære nag... Endnu en uvane jeg ikke er stolt af.

Men det er bestemt blevet bedre, efter jeg lavede et løfte til mig selv, om at være mere tro mod mig selv, og ikke lade mig brænde inde med alt muligt, og gå og gemme mig med og lade som om jeg er noget andet end hvad jeg egentlig er, for at stille andre til freds (eller nærmere det billede jeg havde dannet mig af hvad andre forventede af mig).

Og efter jeg er begyndt at behandle mig selv pænt, er det faktisk blevet nemmere at indrømme, når jeg gør noget galt og bliver urimelig, og sige undskyld for mine udbrud.

Lige nu er måske ikke det bedste tidspunkt at skrive om at jeg sjældent bliver gal, for jeg skummer af raseri rette mod min kat der rumstere rund, forhindre min søvn og min blog, og i øvrigt kratter i dyne, seng og tapen og tygger i ledningerne... ja, i skrivende stund!! Jeg vapper ham snart sådan en!!

Eller også skriver jeg videre på min blog, for det plejer faktisk også virke ganske udemærket. Hmm... det blev nu ikke helt som tænkt, og ikke helt som håbet pga. den lille lorte-kat (for lige nu er det hvad han er). At skumme af med grimme ord (i hovedet) pejer når jeg tænker over det også gerne hjælper mig... og så for den skyld, at folk lader mig være, når jeg går i urimelig mode. Jeg skal have lov til at trække mig ind i mig selv, og indse, at hvad jeg gjorde var forkert, så jeg kan komme med en reel undskyldning (ikke bare ord, men følelse og handling ligesåvel).

Men som nævnt, anser jeg ikke mig selv for en temperementsfuld person. Jeg er derimod gerne genert og ikke så god til at håndtere konflikter der foregår mellem andre. Jeg er ikke så god en menneskekender. Men min bedste veninde er til gengæld både hidsig/temperementsfuld og pædagogisk. Vi er hinandnes modsætning, og måske netop derfor fungere vores venskab så godt. Efter vi fandt sammen igen altså, for i en måneds periode eller 2 var vi faktisk så galde på hinaden, at vi drev seriøst had, og ikke engang kunne tåle at krydse hinanden på gangene i skolen. Den tid er for længst lykkeligt glemt, men jeg har en dagbogsside som bevis og minde om det... Jeg skrev dagbog lidt dengang, mest for sjov, og om det hjalp mig med vrede osv. ved jeg ikke, men det er sjovt at kigge tilbage på det nu, og reflektere over de erfaringer man egentlig har fået.

I sidste ende endte jeg med at bide i stoltheden, og kontakte/undskylde for min veninde, en årsag vi for længst havde glemt hvad var (men måske en 3. veninde). Som Nina også skriver, så sig undskyld. Det hjælper på det, og mangt et venskab kan redes på den måde. Hvis ikke jeg havde taget mig sammen dengang, var vi måske ikke venner i dag, for vi er begge stædige som æsler. Og hun mere hidsig en jeg (det er dét der gør hende til en fantastisk angrebs-karate-kæmper btw.).

Nå, ikke helt så pænt som jeg havde tænkt dem, tankerne, men som det ses var der en del. Jeg håber i kan finde rundt i dem sådan nogenlunde, på trods af at de er smidt sådan omkring efter mit arrigskab med Fluffy som distraherede. Han sidder dog i stuen nu, og spiser fra sin skål og sit foder-bræt/aktiverings-skål-ting. Det og så en tur på bakken er hans ultimative få-mor-glad-igen handling. Og jeg synes faktisk også jeg kan høre han skramler med bakken. Men det bliver rifterne jo ikke mindre dybe, og smager ikke mindre af lort efter.

Btw: Jeg er heller ikke gal længere
Udgivet torsdag d. 24. Januar 2013
1487 visninger

Tankespind Personal

Kommentarer

Læg en kommentar

Gravatar
:);):Dx)xP^^":oO:--"+flere-færre
Husk min info med cookie