Guldes blog

Livsstilsblog om interesser, liv og tanker fra en nørdet multipod guldfiskepige

Dag 18. Juletraditioner

Oppyntning d. 1 december

Da jeg var lille var det altid sådan, at der blev pyntet op d. første december. Det sørgede mor og far for, om aftenen/natten når vi var lagt i seng, så det hang der til når vi stod på d. 1 december. Nu er det dog delt ud på Juledagen hos far (første lørdag i advent) og en ubestemt dag hos mor.

Pakkekalender

Da jeg var lille plejede jeg ligeså få en pakkekalender (med en chokolade-kalender i første låge), som var hængt op på et bestemt broderet vægtæppe min farmor har lavet til mig. Det var det samme for mine søskende. Det var altid en herlig spænding at stå op og løsne det rigtige gavebånd, så den rigtige lille pakke faldt ned og se hvilken lille hyggelig ting der lå der for den dag. Et år fik jeg en baseby, med bitte små bamser og bitte små huse og træer og bænke og springvand og alt muligt — ét hus for hver dag

[….]

Juledag (far)

Første lørdag i advent varmer vi op til jul hos min far. Vi bager julesmåkager, laver konfekt, pynter op, laver juledekorationer (af naturting vi selv har hentet i skoven om formiddagen) og hører julemusik til den helt store guldmedalje. Hvis ikke man er i julestemning, så kommer man det!

Borbjerg Mølle

Første søndag i advent, har jeg allerede nævt på bloggen i år, og beskrevet som "en fast tradition i min familie (min fars side), hvor vi tager til Borgbjerg Mølle og går en hyggelig tur rundt om søen, før vi giver os i kast med det Vest Jyske kaffebord og spiser os mætte i kage" - Dag 2. 1. søndag i advent

1. advent ved Borbjerg Mølle

Julekonfekt (mor)

Det har altid, også inden skilsmissen, været tradition at mor lavede julekonfekt med marcipan og chokolade, og siden jeg har været helt lille har jeg været med til at lave det, fordi jeg var den ældste. I hvert fald den del hvor marcipan kuglerne trilles i smeltet chokolade.

Fælde juletræ (mor)

Det har i mange år været traditing at vi unger (mig, søs og bro) tog ud og fældede juletræ sammen med mor og far (før skilsmissen). I mange år kom vi hos en gammel mand ved navn Eigild, som havde et hus med et stor stykke skov (heriblandt grantræer) som vi fik lov til at fælde et lille træ ved. Vi kom også på besøg der temmelig tit, og var vel næsten som et par ekstra børnebørn. Jeg husker gode stunder med ham, hans hund Riki og Københavneren og hans hund Laban, hvis hale roterede som en propel. Og Laban var bøsse med Riki og de to var ved at overtale vores vuf Valde til også at blive bøsse. Og om sommeren var der hugorm og masser af sodavandsis Efter han gik bort, er vi kommet hos min mors gamle lærer Egon, og har fældet et juletræ der, men det har dog kun været med mor... og så var jeg i øvrigt slet ikke med i år...

Lille og storejuleaften

Denne tradition har dog kun eksisteret siden skilsmissen, og er noget vi arbejder på at komme af med igen, men... det er tradition at mor og far skiftes til at ”have os” unger (mig, søs og bro) på juleaften — og at den anden så i stedet har holdt en lille-juleaften, for stadig at kunne have hyggen med egne børn... eller nogen i det hele taget, da min mor jo i starten var alene. Nu er det imidlertid ved at udvikle sig til endnu et stressmoment, og det var jo ikke meningen.

Pynte juletræ

Min mor har altid gerne ville pynte træet dagen før jul (d. 23) og min far har altid gerne ville pyntet det på selve juledagen, om formiddagen. Så det passede jo fint med at det i år var jul hos far, og lille-jul hos mor. Og det er tradition at de begge har ét stykke julepynt, som de selv skulle komme på træet, for min mors vedkomne en perlekæde som hendes egen mor lavede af perler fra hendes (altså mormors) tante Edit. Og for min far er det en bestemt lille fugl, som skal side i toppen — jeg må hellere få genopfrisket hvad dens historie er, for det er da helt væk...

Mads

Jeg har også mit helt eget personlige stykke julepynt, som jeg skal sætte på, og som ligeledes skal hænge i toppen.. Et gammelt julehjerte kræmmehus med mads placeret nok så fint i. Men Mads, hvem er det? Det er et lille får lavet i uld og piberenser, som min farmor lavede til mig, helt tilbage til dengang jeg var helt lille, og de stadig boede på en gård og havde får. Vi havde det her lille lam, som hed Mads, og som vi fodrede med sutteflaske ude i stalden, hver gang vi var på besøg. Lille Mads hed han, og det blev han ved med at hedde, selvom Lille Mads med tiden blev en kæmpe vædder med horn og det hele. Lille Mads i kurven er opkaldt efter ham, og sidder på træet til minde om ham, og gennem ham til minde om min afdøde farfar, min farmor og min bardom med minderne fra gården.

Lille Mads på juletræet i kræmmehjertet

Kirke

Jeg gik ikke i Kirke til jul som barn, andet end når skolen tvang os afsted. Men siden efterskole, har det været en tradition at vi går i Kirke juleaften til julegudstjæneste, og hører gode guldkorn så som ”Med djævelens vold og magt skal risalamanden ned i den allerede stopfyldte mave” (fra i år) eller ”Jesus blev født i en kattebakke” (sidste år).

Stor slikskål!

… er en traidition så gammel som helt tilbage til dengang jeg var helt lille og den kæmpestore slikskål virkede ENDNU større. Jeg elskede (og elsker stadig) juletiden hvor skålen blev sat på bordet (juleaftens dag) og blev stående der til dagen efter, og dagen efter igen, og så måtte man ellers spise alt det fra den, som ens lille mave kunne holde til. Den originale skål var en stor procelæns skål malet med julemotiv af mor, som med resten af jule-stellet, men den er desværre gået i smadder, og der er ikke mulighed for at male en ny for tiden, hvor mor hvertken har ovn slået til, eller noget. Men hun har dog 3 hvide porcelænsfade, som hun en dag vil male, så vi alle (unger) får en hver.

Den store juleslikskål! (dog ikke den oprindelige i porcelæn)

Risalamand


Som hos mange andre er risalamand en tradition hos os. Vi har kørt nogle år med at stop foræde sig i en stor skål, men også år med uddelte portioner og en mandel eller 2 i udvalgte portioner, hvor én i stuen så skal side og vurdere, hvem der skal have den ukendte portion der bliver holdt op i køkkenet (så man ikke kan se den). Vi har dog i mange år kørt med 2 mandler, og at dén som første finder én, må vælge en mandel gave.

[...]

And

Vi har fået mangt en slags fugl til jul, men er som regel vendt tilbage til anden. At det skal være en fugl, ligger dog fast — fleskesteg og medister hører bare ikke til på min families julemenu.

Juletræs sang (gerne mange!)

Hvad er er der snart at sige, jeg har en musikelskende familie på begge sider, og vi går gerne flere kilometer rundt om træet for at skråle med på dem alle. Hos min mor har jeg lavet nogle sangblade som vi synger ud fra, og hos far tager vi dem bare på gefühl, hvilket af og til giver et sjovt resultat. Vi skal mindst en 2-3 salmer igennem, og dertil også gerne nogle traditionelle julesange, foruden et par stykker fra efterskolen for mig og mine hel-søskendes vedkommende. Nu tændes tusind julelys, Dejlig er den himmelblå, Adventstid og En engel forkynder, er nogle af mine egne favoritter. Og selvfølgelig slutter vi af med at synge ”Nu 'det jul igen”.

Gaveuddeling

Da jeg var lille skulle det bare gå stærkt, men som man bliver større, lærer man glæden ved at se glæden i ansigtet hos den, man har givet en god gave til. Så i dag pakker vi gaverne op én af gangen efter tur. Hos mor plejer vi gerne sige, at man finder en pakke (som ikke er til sig selv) og deler den ud. Når ejeren har pakket den op finder han på samme måde en ny (igen, dog ikke til sig selv), og sådan fortsætter det. Hos min far har vi også gjort før, men valgte i år at dele pakkerne ud, og så vælge en selv efter tur. Det var sjovt at se særligt Anne og min bror, der sad i sofaen, begge totalt begravet i pakker, så de tilsidst måtte flytte nogle af dem, blot for at kunne få luft og ilt til benene

Pakker under juletræet

Rejemad

Rejer hører vel ikke til en traidtionel jul, men det hører meget bestemt til i mit sortement af forventninger til julen/juletiden (særligt julefrokoster). Jeg ELSKER rejer, og spiser der gerne som hovedret på franskbrød eller i en salat-cocktail. Min mor købte et helt kilo i år, sikker i en vis grad til ærer for mig.

En del af Julechallenge 2012 fra Frk. Stubba
Udgivet mandag d. 31. December 2012
2722 visninger

Julechallenge2012 Events Jul Challenge Tradition

Kommentarer

Læg en kommentar

Gravatar
:);):Dx)xP^^":oO:--"+flere-færre
Husk min info med cookie