Generelt har jeg meget svært ved at skue ud i fremtiden, det er aldrig noget jeg rigtig har gjort, eller bryder mig om at gøre. Jeg er jo lidt af en perfektionist, og det at gætte på fremtiden virker for mig lidt som at lave en quiz, hvor man kan gætte rigtigt eller forkert. Sådan har jeg jo ikke lyst til at mit liv skal være. Der skal ikke være noget der er rigtigt eller forkert, jeg vil ikke binde mig op på at der kun er én mulighed, for jeg ved jo ikke engang hvordan mit liv ser ud om et halvt år.

Forhåbentligt har jeg bestået min eksamen, og hvad sker da så? Frygten er at jeg ender på kontanthjælp og ikke kan finde et job.. igen... selvom jeg kommer til at stå meget stærkere denne gang, med reelle kompetancer i stedet for blot hat have folkeskolen på højt niveaue (gymnasiet) som sådan set ikke kan bruges til noget jobmæssigt.

Og hvis jeg ikke kan gætte mig til et halvt år, hvad så med 5 år? Mit liv er præget af stor usikkerhed i forhold til fremtiden — jeg er meget bange for at falde igennem. Skrækken er jo, at jeg sidder som bistandsbums på vej ud i intetheden bag sikkerhedsnettet — eller at jeg i angst for at ende der, er blevet evighedsstudent. Men jeg håber da, at jeg har haft et spændende job nogle år, og måske er gået i gang med noget videreuddannelse.

Så er der jo Emil — ham håber jeg også, at jeg stadig er sammen med. På det tidspunkt er jeg 26 snart 27, og så er det ved at være sidste udkald, for at få børn. Jeg ved ikke om jeg skal have børn. Om Emil vil have børn. Om vi vil have børn med hinanden... Det skal i hvert fald ikke være nu. Men hvornår så? Om 5 år er det jo for sent? Men hvis jeg sidder i videre uddannelse er det jo ikke hensigtsmæssigt? Ender jeg så med at gå på barsel midt i uddannelsen?

Eller skal jeg bide tænderne sammen, og arbejde til jeg skal på barsel? Er det ikke unfair? Skulle jeg så sige op/lade mig fyre først, og leve af ingenting, for at gøre det fair (nok ikke muligt). Men hvad så ellers? Så er da der ingen der vil hyre mig, for det er jo problemet med unge kvinder. Hvis jeg vil have børn, står jeg måske allerede nu, og kan ikke finden noget job. Så skal efteruddannelsen måske komme allerede, men nærmeste sted er i Århus — eller faktisk ligger de alle lige langt væk. Det er problematisk med tog, det bliver dyrt i trandsport tid. Skulle jeg så flytte? Kunne jeg håbe Emil ville flytte med? Har jeg overhovedet lyst til at flytte, så jeg kommer væk fra karateklubben? Den er en stor del af mit liv!

Som i kan se, er der meget, der ligger og svømmer rundt i min fremtid: job, uddannelse, Emil, børn, karate... Jeg har ingen vision om hvordan det vil ende, hvordan det kan ende eller hvordan jeg overhovedet ønsker det skal ende...

Jeg ved dog én ting... I fremtiden ser jeg stadig en lille bebrillet nørd, der nørkler med sin hjemmeside/blog, Gulde.dk, og kalder sig guldfisk. Yup. Det er nemlig mig

En del af Julechallenge 2012 fra Frk. Stubba