Jeg er noget frustreret for tiden. Måleren med plastrene er ved at irritere mig, fordi de danner sår. Ret smertefuldt. Og så er jeg bange for at det ikke kommer til at nytte noget overhoveder, fordi jeg ikke synes jeg har haft et dårligt anfald, og så er der jo ikke meget at måle på. Jeg har pæset meget på at få lavet de forhold til træning der gør mig skidt tilpas, så måleren måske kan fange det. "Vil du da gerne være syg, eller hvad er det du vil", spurgte min veninde, Tanja, og det fik mig til at tænke. For det er jo ikke fordi jeg gerne vil være syg. Men jeg vil gerne at optageren kan fange et ildebefindende, så lægen kan kigge på det og give mig de svar jeg ønsker.

1) Kan der gøres noget ved det?
2) Er det farligt? Helst ikke, men hvis ja, gør det ikke så meget, når bare der jo kan gøres noget.
3) Hvad er det. Igen, hvis det er ufarligt eller der kan gøres noget betyder det dog knap så meget.

Jeg vil mest af alt bare gerne ud af uvisheden. Vide at det ikke er farligt, når jeg har kramper om aftenen, når jeg skal sove, men kommer i tvivl om hvorvidt jeg vil vågne igen. Eller når det gør ondt til træning. Eller når jeg bliver svimmel og dejser om. Lige som med mit nystagmus dengang, det var ikke farligt, og der var intet at gøre ved det, men så vidste jeg da hvad det var, og kunne tage forholdsregler. Som at bruge briller, og ikke køre når jeg er træt. Men det kunne jo også have været en svulst i hjernen, der klemmer og derfor giver udslag som krampe eller sådan - i så fald ville jeg da også gerne have vidst det, så der måske kunne gøres noget. Men det gør knap så meget, at det er noget jeg må leve med, nu jeg ved det ikke er farligt.

Så derfor vil jeg gerne have det skidt mens jeg har måleren på. For hvis ikke jeg får det skidt, nytter det jo ikke noget. Så er ubehaget med måler-plastrene jo forgæves. Så kommer han jo ikke til at kunne se det, og finde ud af hvad det er - eller at det måske slet ikke er noget. Så er det kun noget der foregår i mit hoved. Om jeg bare er hypokonder, og tingene kun sker, fordi mit hoved bilder sig det ind, så ved jeg da i det mindste, at det er det.

Well, af og til, er jeg da også nervøs for, om jeg ønsker at være syg/problemfyldt for at være interessant. Jeg har jo så mange "små" ting, ikke voldsomt men stadig der: hypermobil, nystagmus, briller, allergi, anstrengelsesastma, sukkerafhængighed etc. Og ja, jeg bruger måske mine "problemer" lidt på den måde, som noget lidt spøjst/sjovt/interessant at tale om af og til. De er jo ikke farlige, men hvis man ikke kan pjatte med det, er det bare for træls når der er så mange små af dem. Selvom visheden er meget befriende.

Jeg håber det her gav lidt mening for jer, for det var et godt spørgsmål Tanja stillede. Men jeg bør nok lige læse det igennem i morgen, når jeg ikke er så træt, hehe. For ja, der var ret mange stavefejl og lidt for flyvende hentydninger...