Jeg havde en nedtur i dag. Jeg er igang med bogen "Slut fred med din krop" af Andrea Bak, og den genopvækker mit afsavn og min trang til at løbe igen med så stor en kraft at det er overvældende. Så meget, at jeg fandt mig selv siddende i kontorstolen med tårerne rullende.


Jeg har gang i et vægttab. Men vægt har skræntet op ad længe til stor frustration - det er længe siden at jeg i Maj 17 vejede omkring 74 kg og var frustreret over at have taget yderligere på fra de 72 kg jeg ellers længe havde stået i stampe på. Eller de mange år på 68 kg (som i øvrigt er lige mellem vægtklasserne for senior kvinder) eller for den sags skyld de 61 som vist var skællet for junior kvinder. Og de 56 kg mit gymnasie stress fik mig ned på. Og de 66 kg. hvalpefedt fra efterskolen, som må være omkring den tid hvor min krop besluttede sig for ay 1,66 var den størrelse vi skulle have. Jeg synes der er langt derned. Og der var langt derned. Også bare til 65 eller 63 fra 72, som var den vægt hospital sagde jeg skulle opnå for at blive opereret. Afstanden er som sagt kun blevet større.

Så meget større at jeg i chock og skræk måtte sige HOLT den 1. Juli, da min nye max vægt viste sig som 81 kg! Fuck! Det skulle være løgn! Jeg lod stå til, til jeg nåede den anden side af F.J.O.M.S. (svigerfamiliens årlige familie tam tam), og så fik den ellers en skalle!

- 10.000 skridt hver dag
- Ingen/meget begrenset snacking
- Drik vand i rigelige mængder i løbet af dagen
- Ikke drikke kalorier
- Sund mad 4 gange dagligt
- 30+ minutters aktiv puls dagligt jf. Fitbit
- Crossfit abonnement og afsted 3+ gange i ugen
- Gåture på de øvrige dage
- Daglig vejning
- Madlog mindst 1 dag i ugen
- Sov 6,5+ timer dagligt

Jeg halter lidt med at komme til at springe måltider over, stadig, fordi jeg ikke er sulten, eller bare ikke har lyst til mad. Men det har været essentielt at være fyldt med mad og fyldt med vand for at komme sukkertrangen mere til livs.

Jeg halter også meget med at komme i seng til tifent for at kunne sove nok. Jeg ligger gennemsnitligt vågen en time, så for at få 7 timer som er mit endelige mål, så skal jeg planlægge 8 timer i sengen plus tid til at falde i søvn. Det har jeg mega svært ved - det føles som at lave ingenting selvom jeg ved det er vigtigt og selvom jeg glæder mig til at drømme. Det føles bare ikke så produktivt som at læse en bog, ryde op, programmere, se en serie eller lignende.

Og så kæmper jeg selvfølgelig jævligt med sukkeret og snackingen generelt. Men jeg vil sige at det har hjulpet mig meget at være mere kræsen. Hvorfor nøjes med hvid brød, rundstykker, kiks eller gammeldags wienerbrød, når det mest er noget jeg spiser fordi det er der, og ikke fordi jeg egentlig har lyst til det eller for den sags skyld rigtig kan lide (så meget at jeg selv ville have købt det). Hvorfor spilde mine kalorier der, hvis det jeg virkelig har lyst til er et stykke chokolade til fredagsslik? Hvorfor drikke den billige sodavand når jeg egentlig lige så gerne hvis ikke hellere vil have vand? Ikke sagt at jeg er super god til at lade slikket være. I'm a Queen of Snacking (og Nesting Queen også) som mine veninder har kaldt mig til vores hyggedage. Men jeg blevet så meget bedre til at mærke efter og sige nej tak til fx random kage på arbejde. Men nu er det ferie, og snacking er endnu sværere at komme udenom fordi guf er så stærkt forbundet med hygge, kærlighed og alt hvad der er godt i min familie.

Men det er træningen der pt. giver mig frustrationer. Jeg ved at det mest effektive for at nå et mål er at have noget at hige efter, frem for noget at flygte fra. Vægttab et altså ikke en god motivation i sig selv. Også selvom jeg ved at det er et vægttab jeg ønsker for at kunne få en operation til at redde mine hofter - hvis de da stadig kan redes. Puha, den tanke får tårene frem i øjnene på mig igen.

Jeg har dårlige hofter - de har været forkerte fra fødslen, det man kalder Hoftedyspladsi, hvilket vil sige at min hofteskål ikke dækker hofteknoglen ordenligt. Det slider ekstra meget på dem. Og det er dét jeg er begyndt at mærke, hvis jeg skal rejse mig op fra for lave stole eller går for langt for mange dage i streg. Eller laver karatespark. Eller løber.

Løb er ikke godt til hofterne. Der er for hårde stød som belaster det lille stykke der stadig dækker, for meget. Karatespark er ikke gode - de lokker hofterne ud i slidende vinkler, og laver klik og smerter når hofterne hopper ud af leddet. For det kan de nemlig godt. Springgymnastik var også for meget, selvom jeg ikke vidste hvorfor da jeg var lille og måtte stoppe.

Roning og cykling lægger også meget belastning på leddet, og (bryst)svømning er ikke godt. Alt styrketræning der belaster henover leddet - hvilket desværre er det meste core træning, er heller ikke godt.

Så hvad fanden skal jeg så lave? Ja, undskyld mig, men det er altså bare for frustrerende! Og så er jeg tilbage i kontorstolen med Andrea og "Slut fred med din krop" igen. Et sted beskriver hun, hvordan besluttede sig for at hun ville være løber, og ville løbe et marathon. Og jeg er vildt misundelig! Er ander sted beskriver hun selv samme misundelse. Om hvordan hun på coaching uddannelse lærte om "Skygger" og om at de ting vi ikke bryder os om ved andre (fx overfriske morgenløbere) er en vigtig lektie vi kan lærer noget af, og at det tit henføre til noget inden i mig selv. Andrea plejede selv være en af dem der var misundelig på rigtige løbere, og hun oplevede misundelsen rettet mod sig selv, da hun i stolthed over hvor langt hun var nået med sin krop, begyndte at dele sine løbeture over nettet - og modtog blandede positive og negative reaktioner - hvor mange af de negative i virkeligheden er folk der som mig selv bare er skide misundelig.

Jeg savner det at løbe så pisse meget. Min krop higer efter det: Efter følelsen af kontrol og af at presse mig selv. Efter synkroniseringen med mit åndedræt og den zen af mindfulness meditation jeg fik ud af at lægge min koncentration så meget på mit åndedræt og følelsen i min krop, at de smuler der var tilbage til at tænke kun efterlod så megen plads til tanker at jeg snildt kunne rumme, overskue og observere det hele på én gang. Det var befriende, helende og hele vejen igennem GODT for mig. For ikke at nævne at det et nemt, billigt i udstyr (teoretisk set kræver det kun godt fodtøj for at komme igang) og mega flexibelt både i forhold til tid (ingen faste hold) og sted (ud af fordøren og go go go). Og nu kan jeg ikke det pga. mine forkrøblede hofter. Øv!

Det efterlader mig så frusteret, for jeg aner ikke hvad jeg så skal hælde min intention over i. Hvad skal jeg måle mig på - uden fx at blive totalt besat af at tælle kalorier? Jeg er mere til udholdenhed og distance end til sprint, så jeg har så svært ved at sætte mig et mål.

Jeg kan ikke sætte mig for at løbe en marton, halvmarathon eller bare 10 KM, som pt. er ønskedrømmen. Så skal jeg i hvert fald gå, og bruge en evighed på det, og det er bare heller ikke så udfordrende og tilfredsstillende for kroppen som løb, og det efterlader mig med alle mine tanker på en gang og trangen til at lave alt muligt andet samtidig. Og i større distancer giver det samme problem. Cykling er bedre men ellers det samme, heller ikke godt. Og det fanger mig bare heller ikke på samme måde. Svømning har potentiale, men er mere besværligt. Det kræver en pool, transport dertil, åbningstid og tid i skemaet, omklædning, udstyr osv. Og så skal jeg vænne mig til at svømme crawl, som jeg ikle bryder mig synderligt om fordi jeg føler jeg er ved at drukne.

Styrketræning/crossfit har ikke samme potentiale for målsætning - og så er der stadig ulempen med at skulle passe holdtider med resten af kalenderen. Jeg går ikke op i vægtløft og har også pt. en core det er for elendig til det. Det gør lidt nas at indrømme, men det er bare ikke noget jeg kan "vilje" mig ud af uden potentielt at gøre skade på ryggen. Jeg vil gerne kunne lave en fuld, ustøttet, rigtig pull up, men det er så meget af et mål, som jeg har kunne brainstorme mig til at sætte. Og selvom det er vildt i forhold til hvor jeg er nu, så ser jeg hverken noget vildt inspirerende eller nogen logisk mulighed for optræning til det. For ikke at nævne, at det ikke kræver meget af min kondi.

Så jeg er på bar bund. Og jeg blev så frustreret under dagens gåtur at jeg gav mig til at tonse afsted i en 12 minutters coopertest på min FitBit. Jeg kan se at den gæstimere min kondi som 35-39 (Fair to average), i midten af den lave halvdel et sted. Ifølge mine 1,92 km coopertest og en tilfældig udregner, skulle det specifikke tal være 38 (det ville jeg ønske FitBit kunne vise mig, så jeg kunne se fremskridt andre steder end på vægten i det mindste).

I forhold til vægten har jeg i øvrigt tabt mig 4 kg, og er nu platouet på svinget mellem 76,5 - 77 kg. Fedt procent på 34-ish, og kan ske den også ombytter lidt af det med muskler kan jeg vel håbe. Men det er her det ville være rart at have et andet mål at drømme om og en anden faktor at måle på. Bare et eller andet andet. Som fx at jeg nu løber længere eller endda hurtigere for den sags skyd. Nu må jeg se hvad de små 2 km har gjort mig af skader i morgen.

Jeg ved det ikke er godt at slide på dem, for jeg vil jo gerne opereres NU netop for at kunne bevare dem. Øv altså, hvor er det frustrerende.

Men i det mindste er jeg vel ellers sund og rask. Og har leget lidt med tanken om, om et triatlon med cykling OG svømning OG løb/gå tur måske var det mål jeg kunne sætte mig til at hige efter. Pas.

Hvis du/I har nogen idéer vil jeg vildt genre høre dem..