Jeg fandt en god artikel omkring The Fear of Missing Out: Or How I Learned to Stop Worrying and Love Instagram. Det var både lidt ved siden af og et komplet pletskud. For dér hvor min FOMO hovedsageligt er dukket op, er dér hvor jeg har trukket mig selv med til diverse sociale tam tam, selvom jeg egentlig godt var klar over, at det var noget jeg ikke orkede.


Det er jeg særligt nu nød til at tage til mig - for jeg har ikke den energi og det overskud jeg engang havde til at sige "Pyt, så tager jeg med alligevel" eller, i de situationer hvor jeg fik dobbeltbooket mig selv,"Arr, jeg finder bare ud af at nå det hele alligevel." Den går bare ikke længere, hehe, for i dag kvittere både krop og hovede prompte med træthed og fokustab.

Og jeg er alligevel gået glip af den fede oplevelse når jeg er gået for tidligt i seng. Ligesom jeg langt oftere har tortureret mig selv ved at holde ud liiidt længere, selvom jeg burde være gået i seng.

Jeg har sjældent fortrudt at jeg ikke deltog i et event. Men jeg har flere gange fortrudt, at jeg tog derfra for hurtigt. Som nu den gang jeg tog tidligt hjem fra min venindes 18 års fødselsdagsfest - sikkert for noget karate, men ikke noget jeg husker. Eller da jeg tog fra min klasses studenterfest for at deltage i karate sommerafslutningen (jeg blev lokket af sms'er) - som alligevel var en totalt død fest og slet ikke som lovet, mens arrangementet med klassekammeraterne stadig var på toppen. Men, måske var det alligevel godt at stoppe mens legen var god. Så husker jeg i det mindste klassefesten som fantastisk

Der var også den gang jeg tog tidligt hjem fra Japan for at tage til eksamen. Selvom jeg ærger mig grusomt over at rejse hjem netop som de andre to på Badehotel på Mt. Fuji kun for at afslappe og opleve, så er jeg også glad og stolt af at jeg kom hjem og afsluttede min Multimediedesigner delelsamen med et 12 tal! Men det svier stadig og hører historierne jeg ikke var en del af... eller mindet om de andres hjemkomst med tog som blev fejret med fremmøde, jubel og flag... Til ære for dem som havde været afsted. Og hvordan jeg blev givet et flag og bedt om at tage et flag og hjælpe til. Som om jeg selv var med, og min del af den rejse var fuldkommen glemt. Av.

Oh well. I sidste ende har det hele nok været meget fint. Jeg husker så mange perler jeg har været en del af, at resten kan være lige meget