Guldes blog

Livsstilsblog om interesser, liv og tanker fra en nørdet multipod guldfiskepige

For stor en mundfuld

Jeg synes mange ting er "gået galt" rund om på nettet her for tiden - hvis man kan sige det sådan. Der er ligesom for mange der får "slået for stort et brød op", så de ellers meget kreative projekter ret hurtigt falder til jorden.

Hehe, det kan vist ikke gøres til nogen hemmelighed, at jeg mener UniqueQ's projektet var ét af dem - og jeg skal ikke ligge skjul på at jeg synes det er ærgerligt at det blev opgivet, for jeg synes selv det var lidt for tidligt. Når det er sagt, skal jeg heller ikke sidde har og gøre nogen til skamme, for ja, det var nok ikke helt optimalt, og ja, jeg har misset et par gange selv (skønt vloggen somregel er kommet op på en anden channel dagen efter, så kunne det fx fungere med en afspillingsliste som jeg selv gjorde det på min egen channel for at samle alle vlogs, kunne det sagtens have gået).

Nå, men sket er sket, og det er et overstået kapitel nu. Og ud af asken fra det nedbrændte projekt rejser sig en masse nye. Vil det så gå godt med dem? Jeg ved det ikke, har måske min egen tvivl. For jeg synes der er får mange løse tråde tilbage rundt omring. Erfaringen siger mig, at der skal megen vilje til at holde noget igang, stædighed! Ren rå jernvilje! At give op er ingen mulighed, kan ikke accepteres! Og frem for alt skal man afslutte hvad man er begyndt på, ellers er der gode chancer for at det næste vil lide samme endeligt. Nej, jeg taler ikke længere om UQ, som sat, det er et afsluttet kapitel... Men, bladre vi nu forbi dette kapitel, og længere tilbage i bogen, findes der manget der ligner - jeg har en del erfaring. Der er for meget der er blevet opgivet, for mange løse tråde. Lad mig forklare fra en anden ende...

Jeg ejer selv en hjemmeside, en lille hyggelig en efter min egen mening, som jeg nyder at pusle om i ny og næ. Min side er ikke stor, ikke berømt - måske fordi jeg ikke er gjort af det materiale en rigtig stjerne skal være gjort af. Berømtheden trækker mennesker til, mange der genre vil kontakte og opsøge. Man kan næsten sidde stille og vente på den. Men jeg har kun den berømmelse jeg selv skaffer mig, jeg opsøger folk. Små som store, og jeg nyder kontakten. Jeg er en af dem, der støtter op om andres projekter - både fordi de er spænnede, men også ofte fordi de fortjener lidt støtte. Så er de jo sjovet. Tag for eksempel en konkurrence - de er da sjove Men hvad sjov er der ved dem, hvis ingen gider være med? Så kan man råbe nok så meget man vil, hvis ingen vil være med er der ikke noget at gøre. Det er ikke så sjovt. Derfor støtter jeg op om den slags, melder mig til. I dag er det blevet populært med rigtige materielle præmier - men førhen var det kun viatielle diplomer det galt. Så tørsten efter præmien var i sig selv ikke altid så stor, men så kunne man jo altid glæde ved at vise sin støtte og deltage alligevel, ikke?

Men tro nu ikke, at det bare er sådan, vips. For det kræver jo også et produkt at deltage, og den slags tager tid at lave. Så når man nu har deltaget, så bliver man da lidt stolt, og håber selvfølgelig at abejdet bærer frugt! Ved i hvad jeg synes er det mest bitre ved det? Når man venter og venter, spændt... men der sker intet? Og pludselig er det bare væk, sådan uden videre... Havde man bare udfyldt en formular, ja så kunne det være lige meget, de få sekunder er jo ikke alverden... Men er det nu noget der har krævet noget, en stykke arbejde, en kreation, bare et lille stykke kunst der har krævet tid og kreativitet. Et stykke grafik, et fotografi. Jo, det er da heller ikke alverden, men det er stadig noget. Gode billeder er ikke altid sådan lige at tage, og grafik tager timer at kreere. Så er det så bittert, når man gladeligt har støttet op om projektet - et projekt der falder til jorden, et arbejde man aldrig vil høste frugten af, som adrig vil blive fuldendt, aldrig afsluttet. Jeg har deltaget i MANGE af den slags, og det er lige bittert hver gang. Selv er jeg omhyggeligt med at afslutte mine projekter - og jeg har endnu ikke startet en konkurrence jeg aldrig fik afsluttet - hvilket gør problemet så meget mere irriterende.

Jeg er stædig! Jeg giver mig ikke! Jeg har viljestyrken til at gå igennem! Nok har jeg ting som endnu ikke er fuldent, men ikke noget jeg har opgivet - jeg er for stædig! Jeg lægger mig ikke, om det tager et år så giver jeg mig stadig ikke - det er for mig ingen mulighed. Så hellere dele brødet før det kommer i ovnen, hellere holde tilbage før projektet sættes igang, hvis jeg alligevel ikke har viljen til at gennemfører.
Udgivet onsdag d. 24. Februar 2010
878 visninger

Kommentarer

Læg en kommentar

Gravatar
:);):Dx)xP^^":oO:--"+flere-færre
Husk min info med cookie