Det er jo heldigvis ikke noget jeg har oplevet så ofte, at det er rutine. Min farbror som døde for tidligt, og min farfar som i grunden havde levet sit liv. Personen i dag er dog fra Emil's familie, og jeg er selvfølgelig med som opbakning for ham, for jeg har ikke set vedkommende mere end et par gange, så det er ikke nogen jeg selv har haft et forhold til. Men jeg vil selvfølgelig gerne undgå at støde folk, ved (som jeg frygter) fx. at komme for tilfædigt klædt, og vise respektløshed gennem det, eller for fint klædt, da det jo ikke er en festlig begivenhed. Man kunne komme klædt i sort, men det virker også lidt hult/kliche, måske endda også derigennem respektløst, i mit hoved.

Suk, nu er det selvfølgelig ikke fordi det skal gøres til et større dilemma, men sommetider i situationer som denne, savner jeg at være hjemme, hvor jeg bare kunne spørge eller gøre som mor og far. Det er vel noget af konsivensen ved at vokse op: man skal tage beslutninger, og stå til ansvar for dem. I grunden kan det vel også være ligemeget hvad jeg har på - det er jo ikke det det handler om. Jeg vil bare nødig støde folk som allerede er sårbare.

Er det for langt ude? For selvcenteret? For meget tænkeri over bagatæller? Jeg ved det ikke...

Nu tager jeg en sort neutral t-shirt uden prængende billeder og humoristiske citater på, sammen med en neutral grå langærmet og neutrale mærke demin-bukser, der både kan være pæne og almindelige. Det må vel være det rigtige. Så håber jeg ikke jeg overskrider en eller anden det-burde-du-have-lært social dresscoat regel jeg ikke kender til.