Hvorfor? Nogle gange er det en stor del af løsningen at nå frem til årsagen. Fordi løsningen er baseret på årsagen. Nogle gange ER løsningen endda årsagen - det er forklaringen, fordi der ikke findes en løsning. Måske endda ikke et problem. Men det ved man først, når man ved hvorfor.

Andre gange er hvorfor ligemeget. Uden betydning fordi det er uden inflydelse på løsningen. Det er lettest når man ikke tænker over det, man skal "bare" gøre det...

Jeg indrømmer gerne, at jeg er besat af hvorfor. Har altid været det. For hvorfor er forståelse. Og forståelse er udvikling. Oplysning. Læring. Beroligelse. Inspiration.



Hvorfor har jeg præstations angst? En stor del af kuren, var/er forklaringen... kompleks som den var og er. Hvorfor kan jeg ikke få luft nogle gange? Anstrengelses astma.. det er ikke farligt, men man bør tilpasse sig efter det. Hvorfor ser jeg dårligt? Bygningsfejl og langsynethed. Det kan nemt fikses med briller og nattesøvn. Også: Hvor flakker mit syn? Det kaldes nystagmus... ikke nogen klar årsag, men det er ikke farligt. Anstreng dog ikke øjnene og pas på med at køre bil. Briller og søvn hjælper. Hvorfor bliver jeg træt af mange mennesker? Sådan har de introverte det. Hvorfor har jeg ondt i øjnene? Fordi dit syn er dårligt så du anstrenger øjnene. Åbenbart. Det vidste jeg ikke før jeg fik briller.

Jeg har også mange hvorfor, som vi ikke har fundet svar på... eller kun måske. Måske er der forklaring som løsning, fordi der ikke er løsning. Og måske var det den forkerte forklaring. Allerhøjest udelukker vi den forklaring det ikke er... fordi brikken alligevel ikke passer i puslespillet, hvorfor forklaringen blot bliver et mere snævert hul.

Hvorfor gør det ondt brystet? Hvorfor klikker mine led? Hvorfor græder jeg så meget (eller er det overhovedet meget)? Hvorfor er jeg svimmel? Hvorfor besvimer jeg? Hvorfor gør min hofte ondt? Hvorfor er der aldrig ro i mit hoved?

Men nogle gange er hvorfor irrellevant. Det passer mig dårligt, men sådan er det.

Hvorfor har nogen taget mit vasketøj? Pyt, det er der alligevel ikke noget at gøre ved...

Men som med så meget andet, har jeg forvirret mig selv så meget, at jeg ikke kan se forskel. Hvilke hvorfor er vigtige? Er det nok at vide at det ikke er farligt? Er det godt nok er det ikke er løsning? Eller er hvorfor måske ligefrem en forhindring - blot prokastinering.

Hvorfor kan jeg ikke tage mig sammen?

Er det ligemeget - jeg skal bare gøre det. Men hvorfor har jeg så ikke gjort det endnu? Er forklaringen en del af løsningen, som for præstationsangsten? Eller uden betydning? Er det fordi det er et forkert hvorfor - fordi det slet ikke er noget jeg skal?

Kommer det mon også an på, hvor mange andre hvorfor det hænger sammen med... Som med mit syn og hovedpinen? Men hænger den sammen med noget? Er det ét større kompliceret hvorfor som med præstationsangsten?  Og hvad hænger det måske sammen med. Hvorfor græder jeg? Eller er det et andet hvorfor... Eller er det flere små og uafhængige?

Argh!