Gulde's interesse og livsstilsblog

En legeplads for mine tanker og tekstlige udfoldelser

I'm moving in with the doctor

Jeg vil bo hos lægen. For det ville sandsynligvis medføre en af 2 ting: enten ville jeg på mirakuløs vis være kurreret for alle lidelser og symptomer, eller også ville vi endeligt få brudt det jinx der siger, at det øjeblik du træder ind hos lægen, så er alt det bøvl du tidligere havde, pludselig væk... til det øjeblik du træder udenfor igen.

Ja, jeg var hos lægen i dag. Med hoften og mere. Og den havde selvfølgelig besluttet sig ikke at te sig i dag. Selvom den blev rykket i både ene og anden retning og trykket alle mulige steder (det med tryk har nu aldrig været noget af det der har udløst problemer, men så er det da udelukket).

Det var nu ikke fordi lægen ikke tog mig alvorligt, slet ikke. (Om det er en god ting kan mit tvistede hoved nu heller ikke beslutte sig for). Så vi skal prøve at sende mig videre til et røntgen fotografi, for at få udelukket ting som hoftedysplasi og hvad de andre karatepiger nu har haft bøvl med. Ikke fordi vi tror det vil vise noget, snarere modsat, for at udelukke. For teorien omkring mit bøvl er en anden, og selvom de andre piger ingen ting havde ud af fysioterapi, så vil det forhåbentlig være den bedste løsning for mig. Det tror lægen i hvert fald, for som hun sagde, så er operationer/indgreb i kroppen jo noget der svækker og giver risici for at der opstår andet bøvl. Så kan man løse problemet uden, vil det være bedst. Så prøver vi det.

Rystekuglen i øjet, eller mit lille dyr, er noget øjenlægen skal kigge på, og det behøver man ikke henvisning til, så det må jeg jo prøve. Selvom der nu er nok i vejen med mine øjne i forvejen - men igen, jeg vil ikke risikere at stå om 10 år og få at vide, at jeg nu er blind, fordi jeg ikke reagerede dengang. Eller sådan noget i den dur. Overdrivelse fremmer forståelsen.

Endelig fik jeg også snakket lidt om mit(/mine) sidste problem(er), men der var tiden gået, så jeg har fået en ny tid (oh ikke først om en måned). Igen, det er ikke fordi hun ikke tog det alvorligt. Men det irritere mig stadig, når alle mine ord sådan pludseligt forsvinder, så jeg føler, at det der kom ud var noget helt andet end det der var meningen. Må jeg jo rette op på næste gang.

Lige nu er jeg lettet. Lettet over at det nok ikke bare er mig der er tosset. At der sker noget. Men selvfølgelig lige så ængstelig for fremtiden, både min og nu i særlig grad også mine kæres, som jeg plejer. Verden og landet er da lidt på vej ud af et sidespor, som gør det svært at være optimist. Hvad skal det ende med? Hvordan skal vi få løst dette garnnøgle få det til at hænge sammen? Hvad skal der blive af os... suk.

Irrelevant billede er irellevant... Men da meget fint
Udgivet onsdag d. 04. November 2015
583 visninger

Personal Sundhed Health

Kommentarer

Læg en kommentar

Gravatar
:);):Dx)xP^^":oO:--"+flere-færre
Husk min info med cookie