Puha, jeg sidder i toget nu (13:50) - heldigvis, jeg troede ellers ikke ville nå det. Jeg sad vist og halvsov i bussen, jeg så slet ikke at det var den forkerte bus. Ikke før det for længst var forket at skifte. Jeg spurgte da chauføren hvilket stoppested jeg skulle stå af ved for at komme tættest på stationen. "Den næste" svarede han, og jeg takkede og stod af der. Foran anlægget, henne ved kirkegården - "det ligger i grunden ikke så langt fra stationen" tænkte jeg, og så løb jeg. Op ad Danmarksgade - og det gik langsomt for bakken var stejlere end jeg havde regnet med, ha. Jeg endte med at stoppe op og tænke "Jeg når det aldrig!" Et par damer fyldte hele fortovet som de stod og snakkede med deres cykel og barnevogn. Et par kom gående imod mig og fyldte ligedan hele fortovet. Men da jeg nåede op over bakken kunne jeg se stationen. Jeg havde ellers givet op, og tænke at jeg aldrig ville nå frem, så jeg kunne lige så godt dreje af til Nørreport centret. Alligevel fik synet af stationen mig til at løbe igen, jeg gættede at der måtte være omkring 1 til en halv kilomet tilbage, og der var godt og vel 5 minutter til toget skulle kører. De ods lød gode nok for mig, så jeg lagde kræfter i og fortsatte med at mase frem ad selvom mine ben var ved at blive godt ømme af mælkesyren fra det første stop. Det dummeste man kan gøre når man løber er at stoppe, for så kommer smerten fra syren. Men jeg jog mig frem til stationen, stakåndet, hovende efter vejret og med begyndende slim i halsen efter astmaen. Mine lunger føltes igen flåede og luften smagte lidt af blod. Og da jeg endelig var så langt at jeg var nået fortovet på første parron kunne jeg se klokken - og toget var ikke kørt endnu. Så jeg smilede, satte farten ned, og gav mig til at nyde fornemmelsen af mine syresmertede ben - det giver mig sådan en sær tilfredsstillelse.

Men hov, nu blev det vist tid til at jeg skal af, vi skrives ved derhjemme