Ved I hvad jeg (åbenbart stadig!?) er ved at finde ud af? Jeg er karatepige! Men jeg er ikke Mr Miyagi. Så jeg har endnu engang begået den brøler at tage mere på mig end jeg tror jeg kan klare. Jeg skal selvfølgelig nok komme igennem det, det plejer jeg. Men i morgen er Opvisningsdag, forhåbentlig med en masse dejlige karatefolk (som jeg ikke har helt styr på) som, forhåbentlig under tør himmel, skal demostrere en masse seje ting, som jeg til den tid forhåbentlig har fundet på. Så imellemtiden hygger jeg mig her med Mr. Panicmonster.. Åh ja, og Mr. Fluff over det hele, for det er jo klart han skal ligge midt i det hele, når noget er fokuseret på noget andet end ham.

Se, det lyder jo nemt nok, ikke? Bortset fra at den der plan ikke finder på sig selv. Og at jeg lidt er nød til at have planen, fordi det er mig. Emil lovede at hjælpe mig med at brygge noget sammen, og han forslog mig ca. det her:

* Præsentation af klubben
* Basis teknikker, fx. 5 kihon teknikker
* Nogle kataer, både de høje og lave
* Noget bunkai
* Og noget selvforsvar

Tid: ca. 45 minutter

Det er der jo ikke som sådan noget galt i. Det er bare ikke nok for mig. Alene tanken om at skulle improvisere i den grad giver mig knuder i maven Og værre endnu, den følelse gør mig bange for, ikke bare at tabe det hele på gulvet og gå i stå (freeze-mode / spil død stil) som jeg ellers var nervøs for før... Men at bryde helt sammen så man ikke kan regne ud hvad der er regn og vand fra mit ansigt. Nåh nej, det skulle jo helst ikke regne. Så bliver det nok lidt åbenlyst.

At facebook har "spammet" min med fine billeder af tidligere præsterede opvisninger, hjælper jo ikke på det. Det virker som en svær perfektion at stile efter.



Hvorfor har jeg mon gået og gemt på den knude for mig selv? Joh... Det gik lidt skævt fra starten, da vi praktisk taget havde afsluttet sæsonnen da vi blev spurgt om vi ville deltage. Og jeg svarede ja, alligevel. Hmm, hvor svært kunne det vel være? Til jeg kom i tanke om, at modsat de andre seje opvisninger jeg har været med til at give...
så bliver JEG ikke bare tovtrækker, men primus moter og første dame for hele projektet. Yikes.

En anden ting er, at jeg VED dette er et Janni problem. Det er en af de ting KUN JEG kæmper med i mit hoved. Min kærer kollegaer er bedre til den slags improvisering, og de kaster det bare af sig. Især klubbens Sihan og tidligere chef-træner, puha, det var da bare noget af det han kunne.

Så HVORFOR har jeg ikke spurgt om hjælp før? Måske ville jeg ikke indrømme hvor langt jeg var ude at svømme. Måske overdriver jeg bare som sædvanligt, og det viser sig at være legende let (I always doubt it!) Måske håbede jeg at tingene som sædvanligt ville løse lidt af sig selv, så resten var nemt nok at håndtere. Jeg ved det ikke. Men UFF hvor jeg føler mig dum når jeg gør det, hehe. Måske ventede jeg også lidt på at inspirationen bare ville komme til mig, med en færdig-klar opvisningsplan?

Hmm, men i hvert fald føler jeg mig tryggere efter at have kigget ordentligt på min deltager liste. Vi er en fin lille flok, så det skal nok gå. Og nu må jeg så hellere få skriblet de præsentations, teknik og kata notater ned