Ret kort fortalt. Jeg var til karate stævne i dag (Tenshinkan Cup, vores eget), og gik det meste af dagen og kedede mig og ventede på min tur på kamparealet. Det blev bla. med tambolaen som vi samlede ind til de sidste uger (mine præmier følger i morgen.

Da det endelig blev min tur havde nervøsitet stærkere end normalt slidt nerverne tynde, nok fordi hende jeg skulle møde var den samme hårdtslående pige som i Herning for to ugers tids siden. Mine kampe blev vist optaget, så jeg vil prøve at skaffe optagelserne, først mod Gitte fra vores klub, som jeg som sædvanligt kæmpede op med - hun var dog lidt heldigere. Og så havde hun netop besejret Dina på eneste mulige måde, diskning (diskvalificering) gennem for hård kontakt.

Derfor endte jeg i opsamling med denne frygtede, og bevidstheden om at også diskning nok ville være min eneste mulige taktik. Under alle omstændigheder var hun lige så hård og kampen blev brutal og ufordelagtig for mig. Skal vi sige jeg endte med stor underlighed i hovedet og siden svimmelhed og stjerner. Måske en lille hjernerystelse og under alle omstændigheder væske og sukkermangel - men intet metal.

Jeg var dog som sidste kamp tæt på, men lige ved og næsten slår jo ingen mand af hesten. Men alle roste mig for mine kæmpe og min gode kampånd og killingspirit, som er det jeg arbejder mest med for tiden, så det var jo godt. Derfor var jeg heller ikke flot ved at søge en deltager-medalje, og okay stolt af den, selvom alt blev tabt.

Lægen ordinerede væske, sukker og en kammerat til at holde øje med min tilstand, og det fandt jeg (billede følger også i morgen).

Derefter stod den på middag hos min far men som med billederne må den del vente til i morgen, hvor jeg ikke er så udmattet