Disclaimer: Dette er et meget personligt indlæg, som blotter en hel del om min person, psyke og svagheder. Jeg havde brug for bloggens hjælp til at få styr og ordpå mine tanker og indtryk for i dag - og som med mange andre af mine personlige indlæg (eks. Følelsen af svimmelhed - havde lige et anfald), håber jeg at det måske også kan hjælpe andre til bedre at få ord på/forstå sig selv, verden og situationen omkring dem - eller i hvert fald til at se, at de ikke er alene. Jeg håber i har respekt for den sårbarhed der følger med det at stille sig frem på den måde.

Dagen i dag har været ét stort rod af både meget negative og positive oplevelser. En kaotisk bunke af alt muligt. Det begyndte med manglende søvn (over opgaveaflevering) og deraf manglende koncentration, fokus evne og i det hele taget realitetssans... Derefter en ordentlig portion stress, da opgaveafleveringen spidsede til, og der selvfølgelig skulle opstå et væld af komplikationer lige pludselig.. Det førte til et yderst ubehageligt break-down i morges på vej til toget, som vel skyldes vel skabt af lige dele søvn-mangel, stress og præstationsangst/perfektionisme... Det sparkede dagen igang, nu en god nats søvn til at skille kalenderdagen ikke noget der var os undt ^^"

Det var dog ikke noget behageligt spark - jeg knækkede sammen på vej til toget, og havde jo ikke tid til at stoppe på, så stressen havde overtaget... samtidig rasede følelserne, og det stod ud med vand i hele hovedet, som jeg kom vadende, stortudende, og i høj fart. At der ikke var tid til at tage mig sammen, gjorde det næsten værre, for så skulle jeg også deale med flovheden over at græde på åben gade. Det hele kom simpelthen væltende ind over mig i det øjeblik, udløst af muligheden (som på det tidspunkt blev set som det eneste sandsynligt mulige udfald) for at dumpe eksamen ved at komme forsent, udløste den ophobede frustration over mit Klappen-Går-Ned anfald i gradueringen, som kostede mig bæltet, og berrigede mig med titlen som Den Første Der er Dumpet De 4,5 år Jeg Har Gået Til Karate... måske endda længere tilbage.

Udsigten til at ende som Dumpe-Trunte igen, var simpelthen ikke til at klare for mig! Og hvad med fremtidsudsigten? Hvad ville jeg skulle lave det år, mens jeg ventede på en ny prøve... Gå arbejdsløs? Jeg husker, hader og frygter den periode, det er bestemt ikke noget jeg har lyst til at prøve igen. Og hvad med mit praktik sted!? Kunne jeg stadig komme i praktik? Jeg glæder mig sådan til at prøve at arbejde et rigtigt sted, og til at arbejde sammen med de andre i buroet. Det virker virkeligt som et hyggeligt sted! Ville jeg kunne fortsætte på uddannelsen? Med S.U.? Hvis ikke, hvordan skulle jeg så klare mig? Kunne jeg stadig få lov til at gå i praktik? Ville jeg have råd til det, hvis jeg så selv skulle forsørge mig, og samtidig "spilde" min tid på frivilligt/ulønnet arbejde.

Der kom også hele min økonomiske knibe. Jeg har liige knap redet mig ovenpå igen (hvilket Emil i øvrigt har udtrykt, at han er stolt af), så det kører nu. Ville jeg ende dybt forgældet igen, og hvornår ville jeg i så fald igen få mulighed for at se mig selv i øjenene, og vide at jeg ikke var nød til at trække og nasse på alt og alle for at klare mig?
Og i det længere perspektiv: Ville jeg kunne få arbejde, når jeg sådan gik og dumpede hele tiden? Hvad ville folk tænke om mig? Min familie? Kunne jeg bærer tanken om at de så mig som en fiasko? Her må i huske på, at min psyke var meget ustabil i det øjeblik, så rationel tænkning og evnen til at skældne hvad der betyder noget, og hvad der ikke gør, var ikke kompetancer der var mulige at trække frem. Og det var heller ikke ligefrem nogen hjælp at jeg havde mit ekstremt dårlige helbred i seneste season, i forhold til hvordan det plejer være, i baghovedet - og bihulen for den sags skyld. Min næse var/er totalt stoppet, så det var kun var muligt at trække vejret gennem munden.

Det var med andre ord hele min verden der kollapsede (i fremsynet) og faldt sammen ned i hovedet på mig, og alle mine store og/eller fortrængte problemer blev forløst på én gang. Man lærer virkelig nogle ting om sig selv, under sådan et anfald! Hvis jeg ikke var udkørt i forvejen, så blev jeg det i hvert fald dér - og så var jeg ikke engang færdig til at kunne slappe af endnu, for der var jo stadig projektet der skulle afleveres, og det gjorde kun større knuder end før: bøvl med serveren og samtlige printere på EAMV stort set ude af funktion.

Karma kan være en bitch, men af og til kommer der også lidt godt tilbage, når man gennemlever sådan en stor portion nedtur. Og omkring middag og frem til eftermiddag kunne jeg godt trænge til en pæn portion af den, efter at have været oppe i samlet ca. 53 timer kun afbrudt af max 4 timers søvn (6.00 - 4.00 og 8.00 - 15.00) og uden mad siden ca. 20.00 aftenen før (altså vågent fastende ca. 19 timer, fordi der ikke have været tid til at spise ellers), så trængte jeg efterhånden til lidt god karme... big time! Foruden at jeg kunne trænge til at lærer at tage noget bedre vare på mig selv. Pas på jer selv! Ture som dette kan IKKE anbefales. Men jeg fik da lidt god karma tilbage. Vi fik trods alt afleveret og godkendt projektet! Og min mor lovede at hente mig på stationen og køre mig til dyrlægen med katten, så snart jeg kom hjem. Og banken tog det pænt, da jeg anmodede om at få lov at batale vaccinationen (ca. 300,- troede jeg, men 390,- i realiteten) selvom det ville bringe min konto i minus. Men ikke mindst, så blive jeg overordentligt glad, da jeg blev ringet op i toget, af en ven-af-fars-familie som jeg har lavet lidt hjemmeside for (mangler dog et par småting på den), og som gerne ville ordne det med betaling/løn engang snart (i morgen fx)

Og i toget (den gamle af DSB slagsen) kom jeg til at sidde i kupé/sædegruppe med et engelsk-talende par (den ene dog også dansker/dansksproget), der talte med så pæn blød accent og afdæmpede, men stadig melodiske stemmer, at det bare havde den mest fantastiske beroligende/afslappende effekt på mig. De talte om alt muligt, og fortalte hinanden historier der var så hyggelige, spøjse, interessante eller søde, at jeg ikke kunne lade være med at blive helt glad indeni. Jeg endte også med at gøre os alle grinende/akavede/flove ved at bemærke det overfor dem... Jeg ved ikke om det var forkert gjort, men jeg følte behov for at takke dem, fordi de selv uden at vide det, havde gjort en stor indsats for at lysne op på min dag og mit humør. Det var helt fantastisk. Det akavede bedstod måske i høj grad af at de var igang med en fortælling af den lidt spøjsere slags (måske også lidt klamt, for folk der er sarte til fx. at miste appetiten hvis man snakker om ekskrementer og den slags), da vi trillede ind på stationen hvor jeg skulle af. Og som sagt følte jeg en stærk trang til at takke dem for at have beriget min dag. De/Vi grinede lidt, og de kom med et udbrud om, at jeg vel ikke havde lyttet til deres samtaler, hvortil jeg svarede (som det er sandt) at det ikke som sådan var fordi jeg havde lyttet/spioneret på hvad de sagde (jeg husker heller ikke noget specifikt af hvad de har talt om), men nærmere ladet mig berolige af deres behagelige stemmer og gode humør. Og inden jeg stod af toget ønskede vi alle hinanden en god dag og en god jul. Det var en helt fantastisk oplevelse, særligt taget i betragtningen af kontrasten til udbrudet i morgenen.

Kaotisk dag? Det tror jeg vist nok lige! Ville det undre mig om det rent faktisk HAVDE været verdens undergang? Tja... min verden var i hvert fald temmeligt tæt på!

Som en sidste fodnote angående det med søvnen, kan jeg sige, at jeg tog en lur da jeg kom hjem og der faldt ro på, hvilket var kl. 18. Jeg var altså oppe at køre uderligere 3 timer (56 timer!) før jeg fik yderligere et par timers break. Min kæreste Emil synes dog ikke jeg skulle snue for længe, så jeg ikke risikere at ligge søvløs i nat og få vendt min døgnrytme, så han vækkede mig til en gang aftensmad da han kom hjem fra Fitness. Men nu skal jeg også snart i seng, så jeg kan få indhentet det forsømte, og min hjerne kan få ro til at behandle alle de mange indtryk jeg har haft i den sidste uges tid og særligt de sidste par dage. Måske får jeg en dejlig spændende drøm med til gengæld?

Det værste? Klart mit morgen-breakdown!
Det bedste? Nyheden om at jeg får løn, og derved reder mig ud af den økonomiske krise der har hængt over hovedet på mig siden Japan sidste sommer...
WhatWhat? Det hyggelige par i toget, der ved deres blotte udstråling og tilstædeværelse berigede min dag
Råd? Pas på jer selv, og få jeres søvn! Planlæg, og vær ikke for optimistiske i jeres planlægning! Og hold sindet åbent for de uventede fantastiske oplevelser der kan snige sig ind i jeres tilværelse - de små glæder giver tilsammen den store lykke.