Guldes blog

Livsstilsblog om interesser, liv og tanker fra en nørdet multipod guldfiskepige

Kender du den dér særlige fred...

Den der ro... når kroppen går i trance, åndedrattet bliver langsomt og tålmodigt, og det eneste man lytter til. Den der ro, som lukker verden med alle dens utrygheder, problemer, jag og stress ude. Den ro, der minder dig om at du er her, og det er nu, og livet er for kort til at bruge på det forkerte. Den ro der opstår, når man laver noget man virkelig holder af. Den fred.

Time you enjoy wasting is not wasted time

Jeg husker den som sene nætter i skrivebordslampens skær. Mit rolige åndedræt, den summende knitrende lyd af den gamle lampe og måske af og til en smugle skraben fra de hamaperler jeg så sirligt sorterede i farver, eller arrangerede i et særligt mønster, der først siden skulle blive en del af noget større. Et billede i en uro.
Jeg husker den som utallige timer spenderet foran en skærm, i et forsøg på at ordne tegnene på min skærm i en kode der ville tillade mit værk af en hjemmeside at fungere præcis som jeg ville have det.
Jeg husker den som stunder med tænger og stoltråd, med saks og elastik, og perler der får liv og bliver til små dyr eller finurlige mønstre for mine hænder. Ømme fingrespidser, og smukke kreationer.

Og særligt husker jeg den nervøse fornemmelse, når værket vises eller gives videre til andre. Flovheden, hvis man bliver afbrudt og folk spørger hvad man laver, med det der utryk i hovedet, der gør at man ikke helt kan forklare det. Og glæden ved at se, at det man har lavet bliver værdsat eller beundret af andre.

Kender du den? Det er den fred, som driver lysten til at bruge tid på interessen.
Spildt tid, som man nyder at spilde, er ikke spildt tid. Kender du den fred? Hvor har du mødt den? Og hvordan ville du selv beskrive den?
Udgivet søndag d. 28. April 2013
1015 visninger

Tankespind

Kommentarer

Læg en kommentar

Gravatar
:);):Dx)xP^^":oO:--"+flere-færre
Husk min info med cookie