Guldes blog

Livsstilsblog om interesser, liv og tanker fra en nørdet multipod guldfiskepige

Less is more...

Jeg er ret interesseret i decluttering og minimalisme for tiden, selvom jeg dog ved at det ikke var en livsstil jeg kunne praktisere i ren form. For jeg har Ting. Stuff. Og jeg kan lide mine Ting. Jeg binder mig mentalt til mine Ting. Jeg knytte følelser til mine Ting og giver nogle af dem navne, så de faktisk er mere en bare Ting. Men selvom jeg er glad for mine ting, ville jeg sommetider ønske der var mindre af det. Jeg elsker mine 100+ bøger... men er ikke altid tosset med det fact, at der er 100+ af dem... Jeg holder af mine 170 forskellige neglelaksfarver, men er ikke altid tosset med at de fylder 8 små kasser. Okay, det genere mig måske ikke så meget som det andet, but still. Eller at der er høje bunker i mit klædeskab, eller mine kontorsager fylder en hel skuffe, eller at mine papirer fylder en hel hylde...

Så jeg har set en del videoer og læst en del blogs med tips til hvordan man finder og fjerner det overflødige. Det som netop jeg ikke har brug for/lyst til, og som jeg i virkeligheden ville klare mig bedre foruden. Det fik mig netop til at tænke en tanke, til at minde mig om noget, som fik et lille lys til at gå op for mig. Less is more... Jeg har hørt det ofte, men har jeg selv indset det via nogle af mine minder...

Der var den sjove ting med min mor, dengang jeg var barn. Kræmmergenet. Hun kunne se dollers i næsten alt kreativt produceret. Som dengang da jeg var vel en 6-8 år gammel, og lavede motiver i hama-perler. Til jul blev jeg sat til at lave små nissemænd og nissepiger, der til sidst blev sat fast i en spiral af en uro, som så kom ud i min mors procelænsmalings udstillings vindue, og hang til salg oppe i toppen til 45 kr stk. Andre tider var det fisk eller slanger...

Det var da gode penge for sådan en bette en, men motiverne hang mig selvfølgelig også hurtigt langt ud af halsen. Engang fik jeg så fat i en mini-plade med små perler til (mini-hama) da jeg har en svaghed for miniaturer. Der viste sig at være netop nok til at lave en kylling, og så blev det selvfølgelig hurtigt det jeg skulle lave i stedet. Små kyllinger til en troldegræn. Men igen, så går der jo ikke længe inden man bliver træt af det.

Det samme gjalt dengang jeg lavede meget i fimo-ler, og fandt på at lave en miniaturemodel af en hattenål jeg så i en inspirationsbog. En lille bi på en knappenål, hvor nålen selvfølge var brodden. Jeg var meget stolt af den kære lille bi. "Lav nogle flere af dem, dem kan vi sælge" og som sagt så gjort. Bien blev hurtigt træls, for den var svær og tidskrævende, og værdien ved salget stod ikke helt mål med arbejdet... så jeg lavede andre mønstre, men igen, det blev hurtigt trælst, og glæden ved bien, den oprindelige, svandt ind. Nu var det jo bare noget jeg havde lavet en masse af.
Ligeosm da jeg i på sommerskole-kursus i smykker havde lavet en sommerfulg i perler. Min mor så brocher, så dem kunne jeg da godt lave flere af. Eller armbånd syet i perler i zig-zag mønstre. Eller halskeder. Eller øreringe. Eller brocher med små dyr, eller så meget andet jeg også har prøvet at lave.

Det er også lykkedes mig at lave ting indimellem, som jeg ikke har vist frem, og som jeg aldrig har kopieret designet af... Som min ying-yang-balance kæde som jeg er meget glad for den dag i dag. Netop fordi der kun var den éne blev det ligesom ved med at være noget specielt. Men når der er mange af den samme, så forsvinder det specielle ligesom. Det drukner i mængden... Bliver en dråbe i havet eller endnu et træ i skoven.

Så i sidste ende er de ting jeg er gladest for, faktisk de ting jeg har lavet én gang, og det var det. Less is more. Den éne ting er noget mere særligt, end hvis det er, den der ting mellem de 10 andre.

Tænk lidt over det
Udgivet tirsdag d. 11. Juni 2013
960 visninger

Personal Tankespind

Kommentarer

Læg en kommentar

Gravatar
:);):Dx)xP^^":oO:--"+flere-færre
Husk min info med cookie