Gulde's interesse og livsstilsblog

En legeplads for mine tanker og tekstlige udfoldelser

Live like theres no tomorrow - Et tanke-eksperiment

Hvis jeg vidste at jeg skulle dø i morgen, var der mange ting jeg ville gøre anderledes. Andre ting jeg ville fokusere på... men også ting jeg ikke ville gøre. Det vigtigste ville være at være sammen med mine kære: venner, familie, min kæreste, Fluffy... At sørge for at have en god tid, og efterlade livet godt til de andre, der skulle fortsætte i verden, nu jeg ikke selv længere skulle. Omvendt ville jeg ikke bekymre mig om arbejde eller indtægt... eller mad for den sags skyld. Så sulten når man heller ikke blive, og hvis i morgen aldrig bliver, hvorfor så spise... rydde op, gøre rent, børste tænder...

Men hvis nu (min) verden ikke gik under i morgen, men først om en uge... Hvad så? Mine kære og mit farvel ville stadig være det vigtigste. Men også folk på bloggen. Der var måske mere jeg gerne ville gøre lettere for mine "efterladte". Alle mine ting fx... at få sorteret de få af mine skatte fra, som jeg gerne ville give videre. Skaffe af vejen de ting som kun er noget for mig, og ville være en byrde for de andre. Om ikke andet, beslutningerne... Det ville nok stadig være nødvendig at gøre ting som at spise, og holde, i ved, personlig hygigejne ved lige. Men arbejde? Jeg tror jeg ville leve det sidste uden... Medmindre jeg var knyttet til et sted fx... så ville jeg nok også sørge for et farvel dertil... Sige op måske...

Men var det nu først om en måned? Ja, stadig masser af tid med mine kære, og masser at gøre i stand til verden efter mig... men jeg tror ikke jeg kunne undværre noget arbejde. Måske, måske ikke. Ikke fuld tid, bare nogle timer, bare nok til at holde det sidste kørende... og ikke ende som en byrde for mine kære på mine sidste dage. Et stort minimalistisk get-ridt-of-the-crap toss ville nok også være på sin plads, så kærste og familie ikke skulle stå med det.

Men hvad så, hvis det først var om et år? Hvad så? Så ville jeg nok ikke tænke på et deltidsjob. Men jeg ville omvendt heller ikke arbejde overtid. For der skulle stadig være masser af tid til mine kære... og til de ting jeg virkelig elsker at lave. Ud med de snart ubrugelige ting (måske ikke på én dag, men heller ikke så forsigtigt som nu).

Hvad så, hvis det først var om flere år? 2 år? 5 år? 10 år?

Selvom dette lille tanke-eksperiment kan virke lidt morbid, så har det mindet mig noget vigtigt. Livet er jo kun så længe... og det kan så hurtigt afbryddes. Hver dag er en gave, og hvert øjeblik en skat der bør værdsættes... Det handler om at prioritere de ting, som gør livet skønnest... at gøre de ting vi elsker at gøre, være sammen med de personer vi holder af... og skære det fra, som ikke giver os lykke.

Omvendt kan vi heller ikke kaste alt fra os... der er stadig ting vi må gøre, for at være i stand til at gøre de ting vi nyder. Tag over hovedet, mad i maven, tøj på kroppen og sund hygiejne kræver betaling, der typisk betyder at man må arbejde for det.

Mit lille eksperiment har mindet mig om, hvad mine prioriteter er... men også åbnet mine øjne for, hvad jeg bør gøre, for at blive mere fri. Hvorfor er min tanke fx. konstant, at der er ting jeg må skaffe af vejen, for at gøre verden bedre for folk efter mig? Hvorfor vente? Så igen... eftersom jeg ikke håber min verden slutter i morgen, har jeg ikke tænkt mig at brænde alt jeg ejer... hvilket i øvrigt også ville være en meget ringe arv at efterlade sådan en gang spild og forurening Men det er måske på tide at sætte farten lidt op... så jeg måske også selv kan opleve den forberedte/forbedrede verden jeg ville efterlade andre.

Jeg vil opfordre dig til at prøve eksperimentet selv. Jeg tænker, at de fleste (hvad enten de har hørt sangen "En dag tilbage" eller ej) har gjort sig tanker om hvad der skulle ske, hvis de kun havde en dag tilbage at lave i. Men hvad med en uge, måned osv. Vi har jo i grunden kun én dag tilbage. Måske dagen i dag, måske om flere år... Men den dag kommer. Og det går nok ikke at leve en uden-tanke-for-konsekvenser-og-fremtid-sidste-dag hver dag... Men vi kan bruge det til at leve bedre hver dag. Hvad tænker du?
Udgivet fredag d. 17. Oktober 2014
1729 visninger

Tankespind FoodForThought

Kommentarer

Læg en kommentar

Gravatar
:);):Dx)xP^^":oO:--"+flere-færre
Husk min info med cookie