Gulde's interesse og livsstilsblog

En legeplads for mine tanker og tekstlige udfoldelser

Om tv og drømmedagbog: forsøg på at redde liv

Jeg tror ikke på at man kan forudsige fremtiden gennem sine drømme. Det ville være både sejt og uhyggeligt, men det er ikke min overbevisning. Til gengæld tror jeg på at man kan forudsige ting om sig selv ved at lytte til sine drømme... Eller rettere: indse noget om sig selv. Noget af det, det underbevidste ved, men som vores bevidste del af sindet ikke har fanget endnu. Alligevel må jeg sige, at jeg et øjeblik var fristet til at tro lidt på det første i morges.

Jeg drømte mange ting, men den del jeg husker bedst, og som her er den vigtigste, fandt sted i en stor hal/garage/lade/stal. En større ikke-beboelses-bygning. Der var en hel flok mennesker, en 30 stykker vel sagtens, blandet af børn og voksne, drenge og piger og mænd... jeg husker ikke så mange kvinder, men de skal nok også have været der. Jeg, som en del af et hold (nærmest på krimi manér) udforskede den fjerne del af stalden, mens de andre ophold sig i det store rum, og et større aflagt rum i den "gamle" fjerne del. Der ligger en fornemmelse og bevidsthed om fare over den del i forhold til det store rum, så vi går forsigtigt frem.

En af mændene, som vist i drømmen er en kammerat, undersøger et rum, hvor der dog går en slags fælde af, så rummet bliver fyldt med vand. Der går panik i ham, og han er ved at drukne, så vi andre må komme ham til undsætning. Døren, hvordan den så end kunne holde vand, er en gammel stuedør med mange små vindues ruder i, så i første omgang smadre jeg en af dem, for at få noget af vandet ledt ud, hvorefter vi får sparket døren ind, så vi kan få ham ud i sikkerhed.

Men følelsen af fare der har ligget og luret blusser nu op i truende alarm i os, og vi ved at vi skal have folk ud derfra. Døren mellem den nye og gamle afdeling er åbenbart en tungere mekaniks skydedør (lidt malplaceret i den gamle bygning?) der som en elevator dør giver sig til at lukke i. Jeg må stille mig i spænd i døren med ryggen mod den ene side og et ben til at holde den oppe i den anden side. Den er tung, så jeg ved ikke hvor længe jeg kan klare det. De andre (i gruppen) skynder sig ud, men flokken af øvrige mennesker har ikke synderlig fart på. Nogle få skynder sig også ud, og yderligere et par stykker bevæger sig også ud da jeg begynder hundse på dem. Men resten bliver hvor de er, optaget af at se tv. Jeg bliver gal, og råber af dem, forsøger at få dem til at forstå at det er farligt og at vi skal ud, fordi vi ellers vil dø derinde. Men de er mere interesseret i tv'et. Det lykkes mig at få nogle få mere ud, men folk begynder at bevæge sig tilbage ind i rummet igen, for at komme tilbage til tv'et. Jeg er rasende, men jeg sidder jo i spænd i døren for at holde den oppe, og jeg skriger af dem for at redde dem, men de vil ikke høre på mig.

Jeg føler mig syg af magtesløshed og frustration, og min stemme er hæs og luftig, næsten slidt væk, så jeg skal koncentrere mig for at tale højt nok til at nogle kan høre mig. En af børnene, en pige, protestere bare med at så gammel er stalden da heller ikke. Men når jeg kigger rundt kan jeg se skidt, møg og rust alle vejen. I min frustration ser jeg, at der også i det store rum er et tv, så jeg skynder mig hen og tænder det, så resten ikke bliver fristet til at gå ind i det gamle igen, selvom det går op for mig, at døren må have lukket sig nu. Drømmedagbog 28 november 2014


Det var min drøm om mit mislykkede lederskab. Ser i, jeg tvivler på jeg er den fødte leder, men når ting brænder på, dukker lederen op i mig, for forsøger at rede trådende ud. Og jeg har ofte frustreret oplevet at folk bare ikke ville høre på mig - som i sidste weekend fx, til stævnet hvor vi skulle have taget fællesbillede, men ikke kunne få samlet ungerne, fordi hver gang vi fik hentet en mere, var en anden gået ud for at købe snolder, eller gået tilbage på sin plads eller faret et helt tredje sted hen - så hvad der skulle have taget et par minutter, kom til at tage over en halv time. Jeg kan godt genkende frustrationen derfra, så noget af drømmen kommer måske derfra.

En anden del kommer måske af min egen (tidligere) afhængighed af tv. Jeg kan selv blive helt mesmerized tryllebundet af levende billeder og så alt for meget tv som barn, så jeg forsøger at skære ned på tv'tiden i dag. Kan ske det er derfor jeg ser tv'et som en fjende.

At jeg ikke havde nogen stemme, nok snarere et typisk drømmemiddel - og for mig også en reference til tidligere drømme. Skal jeg løbe, får jeg tit geleben, så jeg snarere må trække mig frem i armene, og hvad stemmen angår er jeg sjældent i stand til at skrige eller råbe op når jeg har brug for det. I en drøm følte jeg mig så stemmeløs, at jeg måtte bruge ene hel hvertrækning på hvert ord, og folk hørte det alligevel ikke. Til sidst måtte jeg skrige, og trak godt med luft ind og fik virkelig brølet igennem, blot for at opdage, at jeg i drømmen kunne opfatte/høremit vågne jeg ligge og skrige i sengen.

Men hele situationen med at folk havde så travlt med at få sig selv slået ihjel, var bare så yderst frustrerende. Årsagen til at jeg var fristet til at anse det for en forudsigelse var, at de i radioen senere på morgenen fortalte om det nye tv koncept "Fucker med døden" hvor folk korrigering: én man, ham fra Fucker med din Hjerne, rent faktisk risikerer at dø på tv. De skal udvælge en person til at udvælge en knap der kaster en sten ned på én af 3 biler - hvoraf de sidder i den ene, og potentielt risikere at blive mast. Gutten i radioen insisterede på et der ikke var snyd med i programmet, men at han selvfølgelig regnede med at overleve. Problemet er bare, at den eneste måde at bevise på, at det ikke er snyd, er ved at der rent faktisk er nogen der dør. Indtil der er det (eller så frem der ikke er nogen der gør det) så er det snyd. Og jeg har ikke tænkt mig at sidde og vente på at nogen slår sig ihjel på tv. Gutten i radioen lød ikke engang til at have overvejet at fortælle familien om det.

Jeg finder det grotesk. Det minder mig om Hunger Games, om spillet der går ud op at ofre bare for at ofre. Det ser jeg ingen grund til at indføre! Som om reality tv ikke var grotesk nok i forvejen. Det er ikke efter Hanginging Tree'ets præmisser! Og jeg har tænkt mig at gøre som Gale foreslår det i den første film. Hvis der nu ikke er nogen til at se det, så bliver de vel ikke ved med at lave det? Jeg har ikke tænkt mig at se det!
Udgivet fredag d. 28. November 2014
1401 visninger

Dreamdiary Dreams Tv

Kommentarer

Læg en kommentar

Gravatar
:);):Dx)xP^^":oO:--"+flere-færre
Husk min info med cookie