Gulde's interesse og livsstilsblog

En legeplads for mine tanker og tekstlige udfoldelser

So she's a bit of a fixer upper

Yes, jeg har stadig Frozen på hjernen Og så glemte jeg vist min brille i klubben i går efter træning, så jeg har fundet ét af mine gamle lig frem igen... Ja, altså, jeg har bare pillet den ned fra samlingen på memory tavlen

Wearing my old glasses and fabulous hair turban as I just swam 1K

Men bortset fra det, syntes jeg nu ellers det var begyndt at gå meget godt. Godt arbejde og selvom humøret for det meste stadig ligger lidt omkring meh, og jeg smånervøse tiks ved tanken om at holde for længe en ferie/pause af frygt for at ryge ned i det deprimetede hul igen, og liiiidt meget going on på hjemmefronten (af flyttende familie) så gik det jo meget fint.

Bortset fra at jeg åbenbart ikke har hørt ordentligt efter.

Jeg ved at jeg længe har døjet med præstationsangst, men det har åbenbart besluttet sit for at løbe over i andre aspekter af mit liv som kun giver andledning til forvirring.

Jeg mener, jeg har efterhånden lært at håndtere at jeg bare ER syg på dagen for eksamen, før jeg overhoveder bevidst husker det. Og at eksamen og prøver kan medføre influenza smerter.. (Ditto for lignende vilde præstationer som et dommerkursus eller det at skulle dømme karate juniorer eller seniorer hvor det flyver med adskillige slag og spark i sekundet, som skal point vurderes samt en kontaktgrad der skal holdes og straffes der skal gives i højere tempo end jeg er vild med.)

Med andre ord, at angsten er høj når jeg skal "præstere". Men når en "præstation" begynder at blive så vagt og udefinerbar som at præsentere sig selv, række hånden op med et svar eller, jeg ved ikke... kører bil, møde til tiden eller lave et telefonopkald... Så bliver det lidt svært at acceptere og forberede sig på... For så er det potentielt alting og altid.

Og det var svært at se. For det kom jo ikke på én gang. Det har jo været en MEGET glidende overgang tilbage fra den gang, hvor jeg kaldte det "tavleskræk" og det egentlig mest gik ud på at det var smadder ubehageligt at blive gjort nar af når man fuckede up ved tavlen i 2. klasse (for det var sådan det var på min skole), og så til nu, hvor jeg har haft et par yderst ubehagelige episoder.

Jeg er vist en frø der var ved langsomt at blive kogt.

Hovedsagen er, at det er et problem jeg nu kender til og har fået sat lidt mere navn på. Herligt, for selvom det er nedern at det er der, så er det nu blevet til et problem der kan fixes. Og fixes skal det! Så må vi se hvordan ( Og helst før jeg skal på skole igen, ikke )
Udgivet tirsdag d. 16. Januar 2018
346 visninger

Personal

Kommentarer

Læg en kommentar

Gravatar
:);):Dx)xP^^":oO:--"+flere-færre
Husk min info med cookie