Guldes blog

Livsstilsblog om interesser, liv og tanker fra en nørdet multipod guldfiskepige

Tanker fra et bobbelbarn - Er det blevet forkert at være okay?

Forvirrede tanker jeg har haft meget på det seneste. Jeg synes ligesom blogverden, og verden (Danmark) generelt har ændret sig meget siden jeg voksede op. Og jeg synes måske i har fået tendens til at fokusere forkert - eller måske overse dem som ikke er i det fokus, hvilket giver et forkert budskab... i hvert fald ifølge mig... men dem selv?

Jeg er et bobbelbarn... Måske er der ikke længere så mange af os, for jeg føler mig ofte alene med det. Det virker som om man i dag kun kan komme frem, hvis man har (eller har haft) det svært. Som om den bagage er noget man skal sælge sig selv på. Diagnoser som depression eller autisme, familie-problemer, personlige problemer, spiseforstyrrelser, cutting m.m...

"Jeg har været langt nede, men nu er jeg ovenpå igen, og derfor er jeg sej"

Det er parolen. Og det er også sandt - det er sejt at komme ovenpå igen. Men det er ikke sejt at gå ned kun for at kunne komme på igen, og for mig virker det lidt, som om det er det man skal igen. For hvis man ikke har været langt nede, så har man ikke kæmpet, og så er man ikke sej. Så er man faktisk ingen ting... Så er man bare et bobbelbarn der ikke har haft modgang.

Jeg er et bobbelbarn. Jeg blev født i en bobbel en tryk verden med kernefamilie, fast hjem, gode venner og det hele. Den verden jeg voksede op i, var et godt sted. Jeg har ikke været langt nede. Så jeg er ikke sej... Men betyder det at jeg ikke har kæmpet? Kæmper man ikke lige så hårdt, hvis man holder stand mod problemerne, og holder hovedet over vandet, i stedet for at synke? Ikke dermed sagt, at det er svagt at give op og synke i. Af og til kan man have så stor modvægt, at der ikke er andet at gøre. Hvis ikke man er stærk nok til at holde sig oppe. Jeg har altid været godt til at holde hovedet ovenvande - sådan helt bogstaveligt.

Måske kan det også overføres til min metafor over livet? Jeg er ikke gået ned, jeg er ikke sunket. Jeg har måske været tæt på, men det er ikke sket. Mit livs fortælling om igen: kun lige ved og næsten, aldrig rigtigt det ene eller det andet. Jeg er aldrig blevet rigtig mobbet. Det grænsede sig dertil, også så meget, at mine bøller efterfølgende er blevet flove over sig selv og har sagt undskyld, nu de er blevet gamle nok til at se konsekvenserne af deres handlinger. Så hårdt har det jo været. Men jeg er ikke gået ned. Så det har ikke krævet kampen at få mig op igen, og så er jeg ikke sej... eller hvad? For jeg har trods alt holdt mig oppe, selvom der var modgang?

Jeg har en krop ude af funktion, fyldt med små problemer som ikke rigtigt er problemer alligevel. Jeg bruger briller, men kan næsten se uden. Jeg har mystagmus, men kan se, hvis jeg er udvilet. Jeg er allergiker, men kan næsten klare mig uden medicin. For det meste. Må dog ungå meget parfume. Jeg er asmatiker, men kan næsten klare mig uden medicin. Jeg kan løbe, men straffen kommer bagefter. Jeg er hypermobil, men ikke ret meget, og mest i fødderne. Kun lige nok til, at jeg skal varme ekstra op, for ikke at få smertelige stød i fødderne, kun lige nok til at min krop går ekstra langt ud i yderstillinger, og kun lige nok til at det gør uhyrre ondt at befinde sig i sådanne yderstillinger. Jeg har problemer med svimmelhed og smertekramper, men kun lige nok til at det er generende men nok ikke alvorligt. Med andre ord, er jeg hverken velfungerende eller i stykker. Jeg er ikke perfekt... men heller ikke i stykker... jeg skal ikke kæmpe. Så jeg er ikke sej.

Jeg har som mange, haft mine teenage problemer, og problemer med familien, da min bobbel pludselig brast og min kernefamlie gik fra hinanden. Det var hårdt, men måske ikke rigtigt hårdt. Jeg er jo så gammel, ikke? Jeg har ikker råd til at gå ned, for jeg skal forsørge mig selv. Og nu er det jo forbi? Også selvom det fik udviklet sig til en af de grimmeste skilsmisser jeg har hørt om, med retsager kørende helt op til 2 år. Men det er jo forbi nu, så er det jo okay. Og jeg gik jo ikke ned... min bror gjorde, har en depresion, men han havde også en hård barndom med rigtig mobning. Blev ikke født i en bobbel som jeg. Så det er vel ikke hårdt for mig? Alt det med fars kæreste, og hjertet og alt det. Det var jo fordi jeg ikke blev opdraget ordentligt. Jeg har ikke vidst hvordan jeg skulle gøre. Det kunne jeg jo bare have lært. Det burde ikke have været hårdt. Og slet ikke for mig, som blevfødt i en bobbel. Jeg har ikke kæmpet, så jeg er ikke sej.

Jeg er et bobbelbarn. Måske er der ikke længere så mange af os... Er det blevet forkert at være okay?
Udgivet søndag d. 30. December 2012
1 kommentar og 1395 visninger

Tankespind Personal

Kommentarer

IGravatar Ilhja 04 Januar 2013 18:19

Jeg syntes ikke det er forkert at være okay. Jeg ser ikke forskelligt på blogs om personen bag har haft det hårdt eller har det hårdt nu og så en "almindelig" person. Der vil selvfølgelig være lidt forskel på indlæggene, især hvis man har problemer nu her men jeg syntes ikke det er afgørende for en blog og jeg følger ikke blogs fordi nogen har det hårdt men fordi jeg kan lide indholdet på selve bloggen.

Læg en kommentar

Gravatar
:);):Dx)xP^^":oO:--"+flere-færre
Husk min info med cookie