Det er ikke sundt for mig at gå i tomgang. Jeg får de dummeste idéer. Jeg føler bare at jeg går mere og mere i stå. Jeg har behov for en vis rutine, og jeg kan efterhånden tydeligt mærke hvordan manglen begynder at gnave. Jeg tænker konstant at det var en dum idé med det sabbat år, og at jeg burde være startet på en uddannelse med det samme.

Der har jeg så stadig et problem. I mit hoved hedder det stadig "en uddannelse" og ikke "uddannelsen" - som i ... jeg ved stadig ikke hvad det skulle have været. Hvis det er muligt at starte på VUC eller produktionsskole eller noget i den retning nu, så tror jeg næsten jeg ville begynde, bare for at få noget at lave.

Jeg er tilsyneladende ikke god nok at søge arbejde, og føler at det er manglen på uddannelse der giver mig manglen på vilje. Jeg føler ikke rigtigt der er noget jeg er "god nok" til... allerhøjst noget i retningen af "sidde ved kasse", "gøre rent", "slæbe kasser", "trykke på knapper" eller noget i den retning. Jeg føler ikke jeg har noget at tilbyde en arbejdsplads - og jeg føler ikke der er job ledig i nærheden - så det er enten (nær) umuligt at nå frem, eller også er transporten så dyr at arbejdet ikke kan betale sig (fordi der er for få timer). Jeg har heller mulighed for bil-transport, for selvom jeg har kørekort har jeg ingen bil.

Hvordan kommer jeg så ud af denne situation? Det virker ikke til at være nogen sandsynlig løsning at få et job, og så er det min dumme hjerne begynder at udtænke nødplaner - dumme nødplaner. Som eksempelvis da jeg gik en tur i dag og den spurgte mig: Hvordan ville det være hvis der kom et tog nu og du så bare døde? Jeg må nok hellere begynde med at konstatere, at ligesom jeg ikke rent faktisk HAR personlighedsspaltning, så har jeg heller ikke rigtige selvmordstanker. Alligevel var det svar jeg næsten automatisk gav mig selv ikke specielt behageligt. "Det ville egentlig ikke gøre mig så meget - jeg er ikke ligefrem på toppen, så nu ville nok være et godt tidspunkt at dø" Hemmelige halvhjertede drømme om lemlæstelse med efterfølgende førtidspention, er heller ikke ligefrem en opmuntrende mulighed. Det samme gælder indbildte psygiske sydomme. Jeg må ganske enkelt konstatere, at min hjerne ikke længere fungere rationelt. Så smider jeg de tossestreger væk, og så er jeg lige vidt - stadig ved at gå i stå.