Jeg synes oprigtigt at det er et spændende koncept at se cheferne opdage hvordan tingene rent faktisk går til helt ude i rækkerne langt fra jakkesæt og skrivebord. De ser det gode og det slette. Fantastisk ildsjæl og dårlig attitude. Og hvordan beslutninger som besparelser egentlig påvirker arbejdspladsen, ikke bare budgettet. Det er spændende.
Men så kommer delen til sidst, som i min optik er typisk Amerikansk. "Jeg blev rørt personligt af din personlige historie." Og så et økonomisk skulderklap. Her er mit problem. Ikke skulderklappet som sådan, jeg synes det er helt fair med en økonomisk tommel som tak for god ånd. Amerikatendensen er bare at tage det helt op over toppen. Så køber vi dig lige en ny bil... og giver en lønforhøjelse... og et hus... og penge til colleage. Det bliver til enorme summer!
Det er ikke fordi jeg ikke under en medarbejder en lønforhøjelse eller bonus. Men alt på én gang? Vi snakker 4-5 mennesker der får en bonus svarende til hele koncernens bonus budger. 5 ud af 18000 mennesker, der sikker for langt de flestes vedkommende bærer rund på lige så rørende historier... som bare ikke bliver hørt. De fortjener måske alle et skulderklap, men bossen vælger (sikkert til ære for kameraet) at fordele hele lotto-summen på 5 heldige vindere. Det får mig ikke til at klappe i hænderne... ikke fordi jeg ikke under de 5 deres lykke... men fordi det bare bliver for meget med for meget på. Og så bliver det akavet og kunstigt. Suk.
Men! Nu vi er ved nye medarbejdere (samt for at slutte af på mere pisitiv manér) så blev jeg forrygende serviceret af hende den nye hos Guldbageren i dag. Som lige skal lære/blive god til det hele med kasseaparater og sådan, men tager det med et stort smil og lille grin. Og som husker at nævne at der er tilbud på xx hvis man bu ikke havde tænkt på det, og at man jo i øvrigt godt må smage på kagen. Det er godt humør, og det smitter.
Tak for det! Tommel op til dig! Bilen, huset og millionen må du desværre selv drømme dig til


Kommentarer
Læg en kommentar