Er det bare mig, eller er alle folk uhyrre opsatte på at smide mig ud - altså få mig til at flytte hjemmefra? Jeg synes konstant jeg får hentydninger fra folk jeg kender, men dog ikke kender voldsomt godt - og hvad måske vigtigere er, som ikke kender mig så godt. Ja, jeg ved godt at det har været noget rod med min forældre-krig, og at jeg kunne have undgået det i nogen grad ved at flytte hjemmefra - men helt ærligt, var jeg så blevet skånet fuldstændig alligevel? Det tror jeg ikke... Jeg var nok sluppet for meget af "vælge-side" ræset, men ellers...

Og hvorfor er det egentlig de alle er så opsatte på at jeg skal flytte hjemmefra? Jeg føler mig slet ikke klar til at flytte hjemmefra. Når man stadig tænker på sig selv som "barn", er man så overhovedet klar til at tage det fulde ansvar for en "voksen"?

"Det vil være godt for dig", "Du får fred og ro"... Men skal fred og ro absolut være, hver dag at komme hjem til an tom og ensom lejlighed? "Tro mig, en lejlighed er aldrig tom og ensom!" sagde en veninde godt nok til mig. Men jeg er ret overbevist om at min vil blive det. Jeg er kun god til at være social i perioder, hvilket passer udemærket med at jeg kan bure mig inde på mit værelse engang i mellem, og sætte mig ud i stuen hvor der som regel sidder nogen, når jeg er i socialt humør. Så min lejlighed ville ikke være fuld af venner, det ville jeg ikke kunne holde ud. Jeg ville ende med ikke at have "andet liv" end det skønne liv jeg har på nettet. Jeg synes ikke der er noget i vejen for at have "et andet liv" på nettet, når bare man kan vende sig fra det engang imellem. Jeg holder meget af at jeg har et fuldstændig herre over hvad jeg vil se eller læse, og hvornår jeg vil læse - hvem jeg vil snakke med, og hvornår jeg vil svarer. Det har jeg det godt med, for så kan jeg tage tingene i mit eget tempo, og gøre det når mine social-privat bølger passer til det. Men tilbage til lejligheden - en anden grund til jeg ikke tror det ville give mig mere ro, er at jeg så skal sørge for alting selv, have styr på det hele, bruge tid på madlavning og rengøring - det går altså bare stærkere når man er flere. Og det er rart at kunne spørge min far til råds om ting. Jeg skulle også selv kunne styre min økonomi - og sådan en har jeg ikke engang endnu (oversat, jeg har brugt mange penge (gæld) men tjener ingen (SU)) - altså skulle jeg først ud og finde et arbejde, og tjene penge - og det kan der ikke blive tid til før efter eksamen. Der skulle bruges mange penge på husleje, madlavning, forsikringer osv. Samt at jeg ikke kunne være sikker på hvordan transportmulighederne ville være, så jeg muligvis blev nød til at anskaffe bil, hvilket jeg SLET IKKE har råd til.

For lige at vende tilbage til den med "fred og ro", så blev det af nogen foreslået at jeg skulle flytte i lejlighed i det hus min far vil udleje - som om det overhovedet ville gøre nogen forskel. Jeg ville så at sige heller ikke være "flyttet hjemmefra", for jeg ville jo stadig "være under min fars vinger" - nej jeg ville blot have flere omkostninger ville jeg. En anden forslog at jeg kunne flytte i lejlighed hos min farmor, hvilet er lige så slemt, om ikke værre.

Der er selvfølgelig masser af undskyldninger, men det der irritere mig mest, er at det åbenbart er åbenlyst at alle unge mennesker ikke drømme om andet end at slippe væk fra "de gamle" - jeg tror slet ikke det falder nogen ind, at den eneste gyldige grund / undskyldning til at jeg ikke føler mig klar til at flytte hjemmefra, er at jeg ikke har lyst til det!

Har du nogensinde følt dig presset til at flytte hjemmefra, og hvad "frygtede" du mest ved tanken? Og hvis du er flyttet hjemmefra, var der så noget af det du frygtede, som passede? Hvad var det beste og værste ved at flytte ind for sig selv?