Det er en "indsigt" (det var sådan set ikke det rammende ord jeg ledte efter, men jeg kunne ikke komme på netop det ord, og det her var i hvert fald så nogenlunde i rigtig retning) jeg har gået med et stykke tid og som ofte dukker op i mit hoved netop når jeg tænker på et emne jeg har svært ved at tale om. Sidste gange værende for et øjeblik siden da jeg fik øje på en herligt billede af min nu afdøde kat, Tiger.

Hans død er en af de emner jeg har svært ved at kapere at snakke "rigtigt" om. Sagen er at han med største sandsynlighed er blevet kørt ned, og det sågar ude foran mit eget hjem, uden at jeg vil have nogen mulighed for at få det bekræftet - da han ikke er blevet samlet op, så vel højest sandsynligt er endt i nogens skraldespand. Voldsomheden i hans død (skønt den så sikkert har været smertefri, fordi den har veret MEGET MEGET HURTIG) og groteskheden i at han er endt i en skraldespand har jeg haft svært ved at kapere, og det eneste middel jeg har kunne komme på til at nå ind, har været vulgarisering: i billeder såvel som ord.

Nu er den situation måske ikke så åbenlys og enkel, så jeg vil i stedet benytte mig af et andet eksempel. Mit største tabuemne (altså det emne jeg har sværest ved at tale om) er seksualitet. Alt der har med det at gøre stort set - hvilket er mærkeligt og også meget besværligt i det åbne samfund vi lever i, i dag. For så godt som alt handler jo om netop det i dag. Jeg kan snart ikke huske hvor tidligt de første jokes om under bæltestedet begyndte at cirkulere om i min klasse. Og hvis man så som mig har en enorm generthed og blufærdighed... så har man et problem.

Min løsning/middel til at omgås det problem har som i måske har gættet været: vulgarisering. Simpelthen at gøre emnet så vulgært og groteks som muligt. På den måde blev det nemlig så fjernt og nærmest abstrakt at det var muligt at tale om og tænke på. Det var nermest som om det pludseligt var tale om et andet og langt mindre pinligt emne.

Og det er i grunden sært. At det at overdrive noget ud i ekstremer i sådan gad kan fjerne fokus. Det hele bliver som en stor joke. Så på trods af at jeg stadig ikke i fuldt alvor kan snakke om dette mit tabu emne, så er det altså muligt gennem denne vulgarisering. Problemet er ikke løst med undgået kunne man sige.

Det slog mig samme princip i grunden gør sig gældende inden for andre emner også. Så som (på overført og muligvis lidt twistet vis) min kats død. Eller hvis man taler om noget klamt ved bordet. Eller tabu-emner, som min brors tilstand (deprission agtigt noget), eller nogle af mine kæres (lidt for store) størrelse. Og så mange andre emner som også normalvis er tabe, som jeg har i udkanten af tankerne, men altså ikke præcist kan huske lige nu.

Så kortet ned kan man sige, at vulgarisering er mit våben mod tabu. Lidt sjovt at tænke på, ikke (særligt hvis det også gør sig gældende for andre)