Guldes blog

Livsstilsblog om interesser, liv og tanker fra en nørdet multipod guldfiskepige

Weekendens tyske karate stævne - mit dilemma

Hey derude, så er jeg tilbage efter weekendens stævne. Der blev dog ikke meget stævne ud af det for mit vedkommende... altså, jeg var da med, men var tvunget ud i et svært dilemma, og måtte tage en hård beslutning... ikke at deltage

Det hele startede sådan set natten til (altså før) lørdag, hvor vi sov i Svend's tyske dojo i Lübeck. Hans klub er nemlig vores venskabsklub, som vi ligesom klubben fra Herning og vores Svenske klub (nyligt konverteret til Tenshinkan) har et tæt samarbejde med - når det altså lader sig gøre i forhold til afstanden. Det var lidt koldere end normalt at sove i den gymnastiksal (på en skole) som de bruger, da vi ikke kunne få slukket ventilationen, men det gik da. Lige til ca. omkring kl. 4 om natten, hvor jeg pludselig vågnede op. Ikke grundet en drøm, men bare sådan... og så kunne jeg ikke sove igen. Jeg lå lidt og havde det mærkeligt, til jeg ca. ved en 4 tiden, hvor jeg måtte op og ud på badeværelset for først længe efter at kunne vende tilbage til min seng...

For sartere individer, en gruppe jeg ikke selv tilhører inden for netop dette område (men som jeg kender andre der gør), har jeg valgt at lade følgende beskrivelse censurer. Bare sådan for at holde bloggen "ren" og hensyntagen over for folk der let mister appetiten over beskrivelser/jokes om ekskrementer eller sygdomstegn. Med andre ord, hvis man ikke er vokset op med en klovbeskærer som far (eller lignende), og altså ikke er vant til sommetider at få detaljer og klamme billeder (altså visualiseringer) i hovedet, skal man nok overveje om det skal læses over maden


CENSUR!
Muligvis appetit-røvende læsning.


Så med andre ord var situationen altså, at jeg ikke kunne holde mad i kroppen. Og at jeg derfor ikke havde fået noget hele dagen, og ikke rigtig dagen før (fredagen) heller... Kan ske det faktisk i virkeligheden var fredag det startede, hvor jeg fik det tidligere omtalte stykke mugne brød Jeg sad derfor på bænkene i vores taske-område, og arbejdede på højtryk med at vurdere hvor vidt jeg var eller blev kamp-klar. Stort dilemma!

På den ene side var jeg jo rejst langt, for at komme til stævnet og havde betalt meget for at komme, hvilket jo ville være mere eller mindre spildt, hvis jeg ikke kunne stille op. Samtidig ville jeg selvfølgelig gerne have chancen for at vinde en medalje/pokal, og få en masse kamperfaring med hjem fra stævnet - og sidst, men ikke mindst, få tilfredsstillet selve lysten til at kæmpe!

På den anden side måtte jeg stadig pendle en del til toilettet, og kunne samtidig mærke at jeg blev mere og mere sulten som dagen skred frem. Det var jo også et kata-stævne, så kumite ville først begynde når den halve dag var gået (ca. 12-13 tiden), og dertil er jeg i den ældre del af deltagerne, hvilket betød at min pulje ville komme på som en af de sidste. Det ville med andre ord være sent på dagen, før jeg evt. skulle kæmpe, og som dagen skred frem og sulten tog til, blev jeg også mere og mere svag og svimmel, selvfølgelig fordi jeg manglede nærring og måske også vand. Jeg turde dog stadig ikke indtage meget, for bare tanken om mad gav mig stadig kvalme (særligt det vi havde, rugbrød, som jeg knap bryder mig om i rask tilstand)... ditto for drikkelse. Alt i alt var det godt øv at være mig! Og så var der også det, at der var rigtigt mange deltagere til stævnet, og ingen af dem var decideret dårlige, så der ville jo være noget at kæmpe for, og jeg har jo min astma. Under normale forhold, er anstrengelses-astmaen efter en hård kamp, næsten nok til at få mig til at tømme maven... hvordan ville det så ikke kunne gå. Dertil var jeg i tvivl om hvorvidt jeg overhovedet ville kunne lave en reel scoring, om jeg så forsøgte, fordi hele min krop havde en fornemmelse af svaghed. Så jeg overvejede det meget, for og imod, imod og for, og valgte til sidst at lave en test omkring middag. Jeg fik hjælp af en kammerat, og gik udenfor og løb nogle ture, og hoppede og lavede scorings-forsøg (træning) for at vurdere om jeg i det hele taget ville være i stand til at gøre hvad der kræves for at kunne kæmpe.

I sidste ende, endte det dog med at være tanken om "uheld" der gjorde udslaget. Jeg har før prøvet den ydmygende situation, at være gået på gulvet med en ikke totalt tom blærer, og efter hårde kampe og under en hvor man får nogle uheldige slag på områder under bæltestædet, hvor der reelt ikke må slåest.. tja, I kan vel gætte hvad, og vel også sagtens sætte jer ind i hvor ydmygende det må være! Ikke om jeg ville genopleve det ved at kaste op på kamp-måtterne... eller lække det der var værre.

Så jeg valgte at sidde over... hårdt men nødvendigt. Og helt ubrugelig var jeg heller ikke! I stedet for at kæmpe, kunne jeg værer base og holde øje med tasker og trænerens 6årige dreng, foruden have overblik over de 6 kørende arealer. Jeg fik også læst og slappet af så godt man kunne på deres smalle-hårde bænke, der får ens baller og ben til at sove, og det kolde gulv som er behageligt i forhold til bænken, men også koldt (og hårdt, hvis man ligger på siden). Og sidst men ikke mindst sikrede min trækning min veninde i samme pulje en pokal, så hun skulle starte i semi-finalen. Alt i alt var den eneste der var en smugle utilfreds... mig. Alle andre mente at jeg havde taget den rigtige beslutning, så det må vel være godt nok. Så må jeg tage kampen til et andet stævne i stedet
Udgivet mandag d. 12. November 2012
2 kommentarer og 2197 visninger

Karate

Kommentarer

JHGravatar Jeanette Henriksen 12 November 2012 00:55

Må bestemt ikke være let at træffe den beslutning, men det har nok alligevel været den bedste, når alt kommer til alt. Håber du er helt på toppen igen og at humøret er kommet op igen

AGravatar Anna-sofie 12 November 2012 19:18

Ej hvor træls at du blev så syg:-( Men heller holde sig væk fra måtten end skide på den;-) Håber du har det bedre.

Læg en kommentar

Gravatar
:);):Dx)xP^^":oO:--"+flere-færre
Husk min info med cookie