A whole year without blogging!?!

This is a little weird. Det er over ET ÅR siden jeg har blogget, og jeg skrev blot ét blogpost sidste år. Èt! What?!? I hvert fald kun ét der blev udgivet. Til gengæld har jeg som altid tonsvis af kladder på min computer, på min mobil, i min bullet journal, på post-its og løse papirer i min inbox. Det er lidt mærkeligt. For jeg tænker stadig på mig selv som blogger. Jeg blogger hele tiden oppe i hovedet. Men der kommer tilsyneladende ikke meget ud.

Jeg tror en del af problemet er perfektionisme. Jeg har i flere år forsøgt at definere bloggen - hvad den er for mig, hvordan jeg bruger den, og hvilken berettigelse den har på internettet. Hvad jeg tænker den kan gøre for andre? Som multipassioneret, multipotentiolite, multipod eller puddylike person er det er svært at sortere mig selv ned i pæne små kasser, som jeg ellers som struktur person er fan af. Interesserne og det kreative spilder ligesom ud over og bliver for voldsomt til at kunne rummes i de små kasser - og hvad gør man så med resten.
* Hvilke kategorier vil jeg have - og er det ikke lidt for mange? * Hvordan viser jeg dem?
* Mangler der ikke en header - hvordan skal den se ud?
* Er siden blevet for simpel eller stadig rodet?
* Burde jeg omdøbe bloggen til noget lettere genkendeligt?
* Hvordan adskiller jeg det og resten af mit site...
Yes, jeg er stadig ubeslutsom.

For ikke at nævne, at hver dag jeg ikke har blogget, virker det sværere at tage hul igen. Som om det pludselig er sværere at komme igang, nu projektet virker mere fremmed. Og som om større fravær kræver en eller anden forklaring, selvom strømmen på internettet jo i grunden og heldigvis passere videre som om intet er hent - så stor er mængden af skabere og af nyhedere der hele tiden er igang. På samme tid er vi alle forskellige, og hver stemme har et potentiale for at hjæpe eller ramme forskelligt. På den måde har vi alligevel vores berettigelse: undværlige og uundværlige på samme tid?

En anden ting er selvfølgelig, at jeg har arbejdet og stadig arbejder meget med mig selv og mit sted her i livet og verden. Hvordan jeg har det, hvad jeg vil - eller mangel på samme, og hvordan jeg kommer videre. Det er næsten lige så forvirrende og ukonkret oppe i mit hoved som det kommer til at lyde her. Det har givet mig nogle emotionelle rutsje-ture, pænt lang tid i den mentale skammekrog foruden den tid hvor jeg bare har siddet fast og ventet... fordi jeg ikke vidste hvad jeg ellers skulle gøre i følelsesløsheden og håbløsheden, og bekymringen for at belaste og skade. Det sidste år har været fyldt med forskellige slags kriser i mit liv, og jeg har forsøgt at finde hjælp, hvilket viser sig at være pænt svært i Danmark, når man hverken er rigtigt syg eller rigtigt rask - og i øvrigt tænker for meget.

Men på de gode dage, så er jeg også fyldt med trang til og tro på at inspirere. En tro på at jeg gennem mine tankespind, overvejelser og erfaringer - eller mangel på samme - kan støtte og inspirere andre, hvad enten de ligner mig eller blot har delt en enkelt tanke eller interesse med mig.

Oh, the pretense. Straks kommer den indre kritiker og smider mig tilbage i skammekrogen, for hvad jeg dog bilder mig ind at tro jeg kan komme her og have noget at byde på. I dag griner mit indre barn dog blot tilbage og er klar på balade.

For mit ord og min intention for 2022 er Vildhed. Og så kan skammen bare komme an!

Udgivet Wednesday d. 02. February 2022
252 views

Comments

Leave a comment

Gravatar
:);):Dx)xP^^":oO:--"+flere-færre
Husk min info med cookie