En klappekultur - misbrug af traditioner

Ej hvor jeg bare er, og bliver ved med at være, irriteret over skolemiljøets klappe-kultur. Den traditionelle måde at takke for en fantastisk opvisning, fx i et cirkus eller til en fed koncert, den anerkendelse der burde ligge i det at klappe - i en ordentlig applaust - den synes at være totalt forsvundet. Det er som en mekanik der pludselig går igang, som når en kukker i et kukkeur dukker op hvert time. Eller det virker faktisk snarer som sketchen 'Er det nu?'.
Hvis i ikke har set den, kan jeg lige kort beskrive: De som laver sketchen, sidder op en lang række på en stol. De har krydsede ben og stirre ned i en avis, ellers sker der intet. Så vender den første sig til den anden og spørger: "Er det nu?". Den anden stiller den næste i køen samme spørgsmål, osv. til spørgsmålet når frem til den sidste i flokken, der sender svaret tilbage "Nej, ik' endnu". Der går et øjeblik, før spørgsmålet "Er det nu" igen bliver sendt igennem rækken, og svaret "Nej, ik endnu" sendes tilbage. Da det er gjordt et par gange ryger spørgsmålet afsted igeng, men denne med svaret 'Ja, det er nu', og da svaret når til enden... skifter hele flokken på én gang ben.
Sådan virker klappekultren. Alle stirre afvendtende, og nærmest mentalt sender spørgsmålet til hinanden "Er det nu?" (er gruppen færdig med at fremlægge nu?). Og så snart der er en tilpads lang pause, bryder klapsalven ud - kejtet, halvhjertet og slasket. Folk stirre ud i luften med et tomt jeg-hører-ikke-efter blik, alt i mens deres arme som i en spastisk krampeagtig bevægelse får hænderne til at klaske imod hinanden - nærmest helt tilfældigt. Det virker nærmere som en hånlig gestus. Eller som et 'nu ringer klokken' agtigt tegn, på at fremlæggelsen endelig er slut. Det irritere mig.

Og nu vi er ved misbrugte traditioner (for jeg trænger bare til at dele mit synspunkt med nogen), så har vi en anden: Gaven.
En gave er en ting givet fra én til en anden, og samtidig et tegn på velvilje. Det er en symbolks venlig tanke i det at give gaven - gaven som ting betydder ikke så meget. Men den er givet i god mening, for at gøre modtageren glad. Og derfor skal modtageren også være glad for denne. Man kan ikke tillade sig at smide en gave ud, da den jo betyder noget helt bestemt.
- Derfor er det ALDELES forkert at forære nogen... SKRALD!! Det kan man ikke tillade sig - misbrug af tradition...