Er jeg faktisk i virkeligheden en hater? Eller en troll?

GiZmo smed et indlæg på sin blog (Haters are gonna hate), der lige brød en dæmning til en ordentlig skylle af tanker ned. Og jeg tænker af og til bedre "højt" på skrift, så here goes.
Indlægget adressere haters (og én kommentar specifikt, btw. jeg synes det var et rapt svar på den, sådan) og selvfølgelig også lidt af den steriotype holdning til haters, som vist egentlig var det der satte mine tanker igang - ikke noget ondt i det, sådan tænker de fleste, mig selv inklusive af og til, men andre gange finder jeg det interessant at forsøge at "vende det om" og se tingene på en anden måde. Måske endda se om det relatere til nogle af de mærkelige tendenser vi selv kan have (måske er "vi" kun mig i dette tilfælde, det må i fortælle mig)

To disclaim from the beginning, det er ikke mig der har smidt den omtalte kommentar - og forhåbentlig ingen af dem der ligner. Den slags holder jeg mig "for god" til - hvilket heller ikke skal forståes som om jeg har lyst til det (og ikke i forhold til GiZmo), og de gange hvor jeg støder på en person hvor jeg kunne have lyst til det, holder jeg det som regel inde i mit hoved. I try to be a nice person. Suk, jeg sopper rundt i det her... Hun satte gang i nogle tanker i mit hoved - tanker der egentlig ikke som sådan omhandler hende. Sådan, det tror jeg vist dækker hvad jeg forsøgte at udtrykke ^^"

Jeg må også hellere indskyde, at jeg, efter at have skrevet og gennemlæst indlægget, kom i tvivl om hvorvidt jeg bør poste det eller lade være: dels fordi mine tanker går i alle mulige retninger, og dels fordi jeg er i tvivl om hvorvidt jeg overhovedet ramte det jeg forsøgte at beskrive alligevel. Men nu prøver vi: så må i selv dømme bagefter

Hvad jeg forsøger at komme ud med, er nok, at jeg af og til støder på folk som handler på måder hvor jeg ikke kan gøre andet end at klaske mig i panden. Eller tænke grimme tanker. Det være sig i virkeligheden, på nettet eller fx. i tv. Et godt eksempel kunne være reality af den slags der går ud på at se hvor dumt folk egentlig kan opføre sig. Jeg ser ikke reality, men jeg tror jeg har set for meget Dybvaaaad. Hehe.

Jeg arbejder jo (i tanken) meget med grænser og balancer. Alt eller intet og lige midt imellem. Overdrivelse fremmer forståelsen, så jeg forestiller mig tit alt eller intet scenarier. De fuldstændige løsninger.

De to kombineret kan jeg da sidde og overveje, at når man sidder og ser et program om nogen der opføre sig dumt, og tænker "Nøj, hvor er det dumt" - er man så rent faktisk en hater? Er det fordi man er misundelig på gutten/gutinden i tv'et for deres bragende intelligens/mangel på samme eller deres held/evner (fx. skuespil, man kan jo håbe) til at få sig sådan et program på tv, og den eventuelle berømmelse der måtte følge med? Eller er det først i det øjeblik man ytre sig om det?

Jeg er en dobbeltmoralsk person på nogle områder - det må jeg indrømme, og jeg går ud fra de fleste har det på den måde indenfor et eller andet område. Jeg er dårlig til at håndtere drama i mit liv, som i: jeg undgår det helst. Jeg ser ganske enkelt ikke de muligheder der kunne danne optrin for det, og har egnetlig heller ikke stor interesse for de ting der kunne ligge til grund for det: sladder, status (hvem er højest i popularitets/social rang herakiet, og hvem er ikke) etc.

Men så alligevel, kan man da godt somme tider få lyst til at se det på tv, hvor det ikke berører, omhandler eller kræver handling fra en selv. Jeg kan da også af og til finde mig selv snagende i et eller andet drama på nettet. "Om de kendte" kunne man vel sige, selvom det her er et udtryk for de personer der interessere mig, og ikke den typiske base af sangere, musikere, skuespillere og reality-stjerner vi i "the real world" kalder "De kendte".

Ja, blogs er muligvis en kilde, men youtube en større - mange derinde er jo amerikanere, og jeg ved ikke, i mit hoved har jeg bare fornemmelsen af at de har større hang til drama (puha, fordomsfulde Janni ^^"). I hvert fald har jeg oftere set sager med drama og omdrejningspunktet er oftest en eller anden trold eller hater, der påpeger noget helt hen i vejret, eller ret faktisk afslører en løgn eller sådan noget. Hvad er det så jeg gør, som gør mig i tvivl om min "uskyld?" Jeg snager i det, læser side op og side ned, og bliver af og til varm i kroppen af irritation over dumme mennesker - det være sig hater/trold eller "ofret" der somme tider opfører sig lidt for dumt (fx gør noget riiiigtigt dumt som fx. at lyve, og ikke kan forstå hvorfor folk efterfølgende synes det er dumt) eller nærtagende til at jeg rigtig kan have ondt af vedkommende. Okay, ikke en fair dom, da jeg selvfølgelig ikke kan se hvad de får af ikke-synlige-(eller slettede) kommentarer, personlige beskeder, mails og den slags, men så langt tænker mit hoved som regel ikke. Jeg kom bare lige i tanke om det nu, men tænkte, at jeg alligevel ville gøre det.

Okay, jeg skriver ikke en grim besked, men jeg læser jo med - selvom det kan være kilde til irritation... gør det mig til en hater? Eller hater-ish person? Er det sådan hatere har det, når de spilder deres tid og/eller liv på at holde øje med folk de ikke bryder sig om, og udtrykke det ved enhver given lejlighed? På samme måde har jeg faktisk også visse blogs, som jeg følger uden helt at være klar over hvorfor. Nogle som svinger mellem en sjælden gang at komme med noget der ret faktisk oprigtigt interessere mig, men det meste af tiden irritere mig med deres opførsel, holdninger eller den person de fremstiller sig som. Hvorfor er det så egentlig jeg læser med? Jeg ved det ikke...

... Men jeg tror det måske rammer min dobbelt-morale med drama'et. Eller rettere: diskusioner. Ja, jeg har en rigtig dum vane med at jeg elsker at diskutere. Og af og til ikke bryder mig om at "tabe" - kost det hvad det vil. Når jeg går i "djævlens advokat" mode, eller ganske enkelt bare bliver kontrær på rigtig barnlig maner Og jeg tiltrækkes af og til af diskussioner (fx. forum-træde eller kommentarer til video og/eller blog) der inkludere, hvad jeg i hovedet kalder "når idioter åbner munden". Det kan være "haters" og trolls... men i mange tilfælde bare dumme folk der er lige så stædige som jeg kan være. Eller folk som er über negative (som jeg også af og til kan være det, ingen er jo fuldkommen). Igen, jeg kommentere sjældent på det, men jeg opsøger det, læser det og tænker grimme tanker. Også sommetider over for bloggere og/eller youtubere. Medmindre vi har fat i en "idiot" som har åbnet munden. Dem kommentere jeg som regel på ^^"

Gør det mig i virkeligheden til en hater? Fordi jeg af og til opsøger folk, som jeg ved vil irritere mig og give mig trang til at kommentere noget dumt (selvom jeg ikke gør det). Eller er man først hater, når man åbner munden? Hmmm... eller er det snarere beskrivelsen på et troll-gen? Og hvorfor er det egentlig jeg gør det? Jeg vil jo ikke mene at jeg er en "taber uden noget liv", som dommen over folk med en ikke-positiv-kommentar ofte bliver det. Det er også en ting der kan irritere mig: når nogle folk ikke kan genkende konstruktiv kritik, som i, når folks kommentarer ikke er "jubii, hvor er du verdens sejeste menneske, og jeg synes bare alt hvad du laver (inklusiv dette) er det mest perfekte i verden, der ikke kunne gøres bedre" (overdrivelse fremmer forståelsen), og dømmer direkte konstruktiv kritik som hate. Jeg har set den slags... men jeg læser jo stadig kommentarer alligevel?

Men for at vende tilbage til "hvorfor er det egentlig jeg gør det?", så skal jeg da gerne indrømme at jeg misunder mennesker der er bedre en mig, af og til. Det skal man vel, ellers har man jo ingen motivation til at blive bedre. Men som jeg har forsøgt at udtrykke, er det bestemt ikke altid personer som jeg finder bedre end mig til et eller andet, som jeg "opsøger" (læs: følger) selvom jeg ved de irritere mig. Kan det måske så være en efterladenskab fra barndommen. Hvor man drillede sine søskende fordi det var sjovt (dårligt eksempel, for igen, jeg siger som regel ikke noget, jeg tænker det bare), og bare ville se verden brænde (er det ikke snarere troll-instinkt end hater?).

Nu er jeg (som nævnt) i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet skal poste dette, for i sidste ende tror jeg ikke jeg fik sat ord på den mystiske adfærd alligevel. Eller fik den fortolket i en retning som ikke rigtig passer. Så i ikke vil forstå de fornemmelser jeg ikke rigtig har ord for, eller måske misforstå mig som et grusomt "mangler et liv" taber menneske. Ogefter at have læst det igennem igen, kan jeg (som også nævnt) se at mine tanker vandre i alle mulige retninger. Men jeg tror nu jeg satser alligevel. For at se hvad der kan komme ud af det. Om i også får et par tanker, eller kan finde på at lave små "tankeeksperimenter" på samme måde som jeg gør det her. Jeg regner med at i også er "for gode" til ikke at udtrykke jeres holdning på en ordentlig måde Måske kan jeg finde ud af hvad "der er galt med mig" - eller at vi faktisk er flere om det. Det ville da være rart ^^"

Altså: kom endelig gerne med jeres holdning/tanker hvis i har nogle Men skulle vi ikke lige aftale at vi lader være med at hænge specifikke personer ud? Ja, medmindre det er mig selvfølgelig, jeg beder jo selv om det, haha ^^"