Forfatterskole

Hov, nu glemte jeg det jo helt. Jeg har også en anden nyhed til jer: Gulde er kommet på forfatterskole Altså, et online koncept fra saxo.com. Det går ud på at blive bedre til at skrive, og få nogle redskaber via "Lerning by doing" metoden. Hver uge de næste 10 uger stilles der en opgave som skal indsendes senest søndag, og dagen efter udvælger 2 prof forfattere så 2-3 besvarelser og giver respons. Så kan vi også få noget ud af det ^^

Første opgave: Kom igang
Et blankt 'papir' kan være skræmmende. Hvad skal jeg skrive? Hvor skal jeg begynde? Emneord sætter rammer for teksten og sparker fantasien i gang.

Godt råd: Skriv løs og tænk bagefter. Brug den kreative del af hjernen, når du skriver, og den rationelle, når du læser igennem og omskriver.

Opgave: Skriv en lille historie inspireret af følgende emneord:
Skov, gul, nøgle, råbende, negl, stank, hjertebanken, kuffert.

Brug minimum 6 af de 8 emneord.

Rækkefølgen bestemmer du selv, og du kan bøje ordene, som du vil. Eks. råbende må godt blive til råbe, stank til stinkende osv.

Skrivetid: cirka 15 minutter.


Min besvarelse: Lærlingeprøven
Tiden var knap, og jeg vidste det. Som et tikkende ur i resonans med mit eget hjerte. Jo hurtigere jeg løb, des hurtigere løb tiden også... et væddemål tabt på forhånd. Men jeg ville ikke give mig, ville ikke give op nu efter alt hvad jeg allerede havde igennem. Jeg klamrede den lille nøgle til mig, så mine knoer blev helt hvide, og mærkede hvordan mine negle borede sig ind i mine håndflader.

Skoven var pludselig som fremmed for mig, mon jeg overhovedet løb i den rigtige retning? Var jeg mon overhovedet på vej mod grotten, eller styrede jeg tilbage til byen. Jeg løb i vildrede, og mærkede min hjertebanken tage til. Den gule kåbe, symbolet på min lave rang som lærling, flagrede overalt omkring mig, og blev konstant grebet af de tornede grene omkring mig. Jeg pustede og hev efter vejret. Mine lunger brændte efter lang tids løben, og min mund var fyld af en jernagtig smag af blod.

Og så kom tågen! Den sorte tåge... I hælende på mig som en glubsk ulv der kommer nærmere. Dens uudholdelige stank havde allerede nået min næse, og dens virkning med. Jeg følte hvordan jeg på en gang blev kvalm og døsig. Mine ben blev som bly - umulige at slæbe. Mit syn begyndte at blive sløret, og jeg så nu ikke længere de mange forvildede grene, som derfor konstant piskede mod mit ansigt. Håbløsheden lagde sig som et slør over min hjerne, og mine tanker var allerede på vej i alle mulige retninger. Kun en lille del af min bevidsthed kæmpede stadig stædig for at nå målet, og bestå prøven. Jeg vil, jeg vil, jeg vil!

Mine krop truede med at give op. Og dog... for pludselig hørte jeg dem... råbene. Opmuntrende, heppende råb. Endelig! Jeg fornemmede nærmere end så grottens åbning for mit slørede, næsten blinde blik. De andre lærlinge allerede stod forsamlet. Eller nej... nu var de jo ikke lærlinge længere.
Men tågen var over mig, og jeg vidste, at jeg ikke havde mange øjeblikke tilbage, før den ville kvæle mig helt. Og nu havde råbene også ændret sig. De lød på én gang fortvivlede og forfærdede: "Amét! Amét, den har dig!" Ja... den havde mig, og jeg vidste det. I en sidste desperat kraftanstrengelse kastede jeg mig frem, i håb om alligevel at nå grotten. Og jeg gjorde det... det ru stengulv skrabede mod min kind, da jeg fald så lang som jeg var.
Udgivet Sunday d. 19. April 2009
922 views

Comments

Leave a comment

Gravatar
:);):Dx)xP^^":oO:--"+flere-færre
Husk min info med cookie