Gashuku Examination all done!

Gradueringen er overstået, og det gik overraskende godt. Som i, det gik forfærdeligt, men jeg bestod alligevel. Med en bemærkning at vi 5 (danskere) som gik op til shodan (sort) og nidan (anden sort) havde gjort det særligt godt og havde særlig god spirit. Jeg var glad, stolt og forvirret. For bare en halv times tid siden, eller sådan føltes det, for gradueringerne gik stærkt, var vi på gulvet og tumlede rundt i Ura (spejlvendte) kata som vi ikke fik besked på var ura, bare modsat startben. Vi gik Heian Nidan og Heian Godan, den sidste er den svære med hoppet, som vi ikke havde trænet Ura på Gashukuen (som den eneste). Derpå Jion og Bassai dai som gik fint, og favorit graduerings kata, i mit tilfælde Empi (frem for Bassai Sho eller Tekki Nidan).

Derpå kom parøvelser med bunkai og knivselvforsvar som jeg ikke just essede og endelig en gang Sonoba-Tsuki. Dem startede vi i øvrigt også med. 50 enkelte på egen tælling, 5+5 dobbeltslag (ringeri) og 10 trippelslag (sanbon tsuki). Vi sluttede derimod af med 100 Sonoba-tsuki enkeltslag på egen tælling, fulgt på af 100 mere, selvom vi blev stoppet ved 70.

En af de andre fik asthma medicin under par øvelserne. Jeg havde glemt min ved siden af. Så jeg gik under. Jeg havde ellers frygtet at besvime først da dojoen var så varm at kroppen føltes som om deb brændte og blodet steg til hovedet. Men jeg blev stående på benene. Mens lungerne klappede for mig, for det gik så stærkt at der ikke var tid til at hive luft ind.

Lærke fulgte mig ud bagefter, med godt fat i min arm, sikkert i den tro at jeg var ved at klaske på gulvet. Ikke ulogisk da jeg lød som en anden luft pumpe. I realiteten betød det dog at hun holdt mig tilbage fra at nå hen til medicinen, og kiggede i den forkerte lomme. Men jeg værdsætter indsatsen og den gode mening. Og faktisk ved jeg ikke, om jeg kunne have holdt mig på benene.

Jeg var sikker på at jeg dumpede på det. For det var vores egen Sihan der efterspurgte de 100 ekstra, fordi de første 100 angiveligt ikke var gode nok. Og han har flere gange givet udtryk for at ingen af os har den form der skal til, og at det er sidste gang han lader folk gå til graduering alligevel. Han stor-smilede mens vi var ved at kollapse. Han fik jo ret - ikke med de andre, men med mig.

På den anden side var prøven kun sidste del af den uge lange graduering hele Gashukuen har været. Og i den daglige træning har jeg i hvert fald givet den gas og brillieret.

Så jeg bestod... og det med udemærkelse

Så måske var opgaven at vise at vi kunne køre os selv helt ned? Frem for give op? Jeg ved det ikke. Og det er lige meget.. for gradueringen er bestået og overstået nu