Gråvejrs motivation

I dag har ikke været en af de federe dage. Faktisk har den været godt gennemsnitlig træls, uden at der egentlig er noget specifikt at kunne skyde skylden på. Jeg har bare været led og ked af... sådan lidt det hele. Men jeg blaimer gråvejret, når jeg har det sådan. Det er typisk november, vejret bliver koldt, klamt, regnfyldt, blæsende og generelt bare noget man ikke vil være i Gråvejr... Jeg hader gråvejr... Eller rettere, jeg bliver nedtryk i gråvejr. Det er som om det bare suger humøret ud af mig, øv. Jeg håber de efterårs begejstrede er glade nu, men jeg vil altså gerne have min sommer tilbage nu ^^"

Dertil er vi på vej ind i natlandet igen... mørkt når man står op og tager på arbejde... og mørkt når man har fri til at køre hjem igen. Heldigvis er jeg dog på kontor, og ikke i butik - jeg kan stadig huske hvor hårdt det tog på mig den december hvor jeg arbejde i Brugsen, og kun fik kunstigt lys hele dagen, fordi man ikke kan se ud på gaden fra lageret eller hylderne i forretning, hvor jeg skulle være. Jeg var ved at blive skrolder. Jeg tror dog stadig jeg bør overveje at få undersøgt mit D-vitamin indhold igen - det var skide lavt sidste år, og kunne måske også være skyld i mit mangel på humør.

Desuden løb min røv-dyre-cykellygte tør for strøm i dag - som i, den har længe været for flad i det, men nu var det efterhånden helt galt. Jeg kører altid ud fra filosofien om at ingen kan se mig, men det er alligevel bedst når de kan. Men da jeg ville lade den op på kontoret viser det sig, at det USB kabel der skal bruges for at genoplade batteriet - ja, usb, hvem F gider da det til en cykellygte? EN LYGTE?!?? Hvis den kunne et eller andet datafancy, okay, måske, men en helt almindelig lygte!? Anyway, den kræver samme usb-type som et kamera... lige præcis sådan ét jeg ikke har - kunne det ikke bare have været den samme som smartphones bruger? Det skal da også være besværligt -__-" Så jeg måtte tage fri tidligere i dag, for at komme hjem inden lygtetid igen - turen dertil i morges var mere end rigelig crime-rideri for mig :/

Turen hjem er lidt af en joker. Det er en rar meditation at have og det kan virkelig booste humøret... men det kan desværre gå både op og ned. Enten bliver jeg helt vild glad, eller også går det helt i den anden retning... og i alt syntes alt bare at være i vejen! Så det var godt da Emil kom hjem, og kunne grine lidt af mine klager, som egentlig var oprigtige, men selvfølgelig kom ud af mig i komiske udbrud, fordi alt andet ville have været mere nedtrykkende. Det er rart, at have en Emil, der kan grine af mig, når mit hoved opfører sig barnligt, og generelt bare er bøvlet for mig. Som kan pjatte med mig, eller ligge og putte med mig på sofaen, mens jeg kan få lov til at komme ud med alle de uretfærdigheder og trælsheder som verden har valgt at pådutte mig lige netop denne dag.

  • Det er lorte gråvejr
  • Det er november og øv koldet og trælst
  • Det er tirsdag, som åbenbart i virkeligheden er mere træls en mandag, fordi weekenden definintivt er ovre, hverdagen (og den elendige hverdags søvnrytme) sætter ind, weekendenergien ebber ud, og der er langt til den næste weekend...
  • Jeg har ingen motivation
  • Jeg lider af sortbæltesygen
  • Tanken om dagpenge og ledighed
  • Jeg har ingen pensionsopsparing
  • Jeg burde have været ved tandlægen for længe siden
  • Den trælse cykellygte
  • Madpakken der var frisk da jeg tog den med, og frisk da jeg spiste den, men forsøgte at blide mig ind i de sidste par mundfulde, at salaten alligevel havde været muggen
  • Opgaverne der driller på arbejdet
  • At jeg egentlig hellere vil holde jul med far, selvom jeg havde meldt ud at jeg gerne ville prøve at holde jul med Emil
  • Declutter-projektet som nogen gange løber stærkere end jeg kan følge med
  • Mit hoved der fucker op med mig
  • At jeg mere eller mindre egenhændigt er ved at splitte planeten af med mit overforbrug..


Okay, det sidste må jeg hellere spole lidt tilbage igen. Et af mine største problemer er nok i virkeligheden, som jeg skrev, at mit hoved kan fucke sådan op med mig, når en tanke sætter sig fast... Decluttering og minimalisme er bare et eksempel. Men idéen om at leve sundere, og simplere, at skåne miljøet ved fx. at forbruge mindre, spare mere, bruge tingene til de brugt op, bruge mere naturlige produkter, spise mindre kød og mere grønt... Min perfektionisme, og trang til at gøre tingene rigtigt, betyder ofte, at jeg bliver låst, eller får påduttet flere burder end hvad der retmæssig er min. Og når jeg så ikke kan opfylde de krav, så bliver det pludselig som om det hele er min skyld. Vi er jo mange der ikke lever så natur-venligt som vi kunne. Køber for mange ting, der er lavet under kummerlige forhold og hensyn, spiser mere end vi behøver, smider mere ud, samler for meget osv. Men når den eneste jeg kan kontrollere er mig selv, så må det jo være min skyld.

Der er også hele declutter/detatchment rutsjebanen jeg har været igennem. For det meste er minimalisme og simplificeringen bestemt en god ting, der virker til at gøre mit liv lettere, når jeg lige bliver færdig med runden altså. Men sammentid river det nogengange mere med, så jeg kaster mig ud i det ene frigørelsesprojekt efter det næste. Ud med tingene, væk med papirene, af med håret, væk med traditionerne. I år var det fx. meningen jeg ville prøve at holde jul med Emil. I ved, for at prøve det... og frigøre mig fra skilsmisse-halløjet. Lidt ærgerligt ligger julen bare hos min far i år, så det ville rode rundt i en masse, men jeg havde lidt lyst til at prøve at være sammen med ham, og hans familie selvfølgelig, men mest Emil. Men nu hvor det nærmer sig, kan jeg bare mærke at jeg har mere behov for at være sammen med min far. Jeg ville ønske jeg var bedre til at komme derud med jævne mellemrum, jeg synes jeg ser ham for sjældent. Og jeg savner ham. Så hele jule-projektet blev som da jeg satte mig i stolen hos frisøren, og sagde "Af med det hele", klar til virkelig at prøve en forandring og slippe det forhold jeg havde til mit hår... bortset fra, at når det kom til stykket, var det alligevel ikke det jeg ville. Men jeg synes jeg måtte prøve... Til sidst kunne jeg dog mærke, at selvom idéen bag projektet var godt, så var det ikke noget jeg havde det godt med. Og som jeg trak i land dengang, og i stedet nøjedes med at få klippet et godt stykke af håret (mindst 15-20 cm) så det stadig var mig. Omend den kedeligt almindelige skulderlængde som jeg egentlig ikke bryder mig om... på den ene side, er mit hår i den længde blevet til "hår er bare hår, det vokser ud igen" (for det håber jeg virkeligt at det gør), men på den anden side, har jeg stadig ikke sluppet det nok til at jeg gider i en korthåret high-maintenence frisure... For kort hår er langt besværligere at passe end langt hår, fandt jeg ud af hos frisøren.

Suk, nej det største problem for tiden, er nok snarere min manglende motivation. Jeg har manglet den længe, men på dage som i dag skinner det bare igennem hvordan jeg ikke orker/gider noget, og alt bare virker ligegyldigt og urgh... Jeg kan ikke huske hvornår den forsvandt. Måske er det derfor Katy's "When did you become sad?" giver genklang i mig, efter jeg læste det, for det er også lidt sådan jeg har det. Jeg savner den energi som jeg havde dengang på efterskolen, hvor min kondition også var ringe, og jeg ikke anede hvad jeg fejlede på diverse områder endnu, men hvor min blotte viljestyrke var nok til at trække mig igennem en lang løbetur på fx. 6,5 kilometer, selvom jeg kollapsede bagefter, fordi jeg stort set aldrig løb andet end korte ture til kiosken/Brugsen/klasselokalet og tilbage igen, fordi jeg var for utålmodig til at gå. Det er jeg nu stadig, for utålmodig til at gå altså, men jernviljen er væk. Den der slæbte mig igennem Gymnasiet, selvom det på alt for mange områder slet ikke passede til min person i forhold til andre lignende uddannelser. Den vilje som slæbte mig igennem mit sorte bælte, selvom jeg dumpede den første prøve. Og måske netop har forladt mig fordi de prøvelser der generede den, er overstået.

Der venter ikke den samme konstante jagt efter niveauer, den samme åbenlyse udvikling og udfordring efter sortbæltet, som der gør op til det. Efter sort bliver gradeuringerne mere spredte, og mindre markante, og udviklingen bliver mindre tydelig. Faktisk går det kun baglæns, fordi at man nu kan, er fordi man er sort (hvis det er godt) eller noget man burde kunne, nu man er sort (hvis det er skidt). Og jo mere man lærer, des mere indser man hvor lidt man har lært og hvor meget man ikke har lært. Måske er det derfor, de siger, at man først er karate-elev, når man har opnået det sorte bælte. Men for mange forsvinder formålet, og motivationen til fortsat at træne, fordi man da skal fungere mere som træner for de andre, og ikke selv træner mere - og ikke selv længere har mange mål at træne efter. Jeg har set mange stoppe til karate på den konto. Det er straks værre, når det siver ind i resten af tilværelsen også.

Måske var det efter gymnasiet. Måske var det efter sortbæltet. Måske Multimediedesigner Uddannelse... og måske er det bare hele høvlet ved i bund og grund stadig at være ledig, usikker, ung og menneskelig. Måske skal jeg bare gøre som i "Gennemsnitlig Død".. og vente til i morgen, hvor alt forhåbentlig ser anderledes ud igen Det er bare så svært at forstå for mig, hvordan motivationen pludselig kan glippe for mig, når alting ellers virker til at gå godt igen? Måske er det bare mit hoved der laver numre igen...



Udgivet Tuesday d. 18. November 2014
1 comment and 1778 views

Tankespind

Comments

KGravatar Kathrine 19 November 2014 09:19

Jeg har et motto, som jeg ofte bruger: Gør hvad du kan, med hvad du har.

Nogen gange er energien væk. Men den kommer ikke tilbage af at man får det dårligt over den ikke er der.

At leve mere minimalistisk er en omvæltning, og nogen gange kan reaktioner jo godt komme lidt sent. Måske er det dét du oplever nu?

Det er sort og mørkt når jeg tager på arbejde og når jeg tager hjem. Men sådan var det også sidste år, og året før det. Vi ved mørket kommer, og det gælder nok bare om at finde sine egne lyspunkter i mørket. For mig er det når jeg går forbi bageren og ser julelysende og det friskbagte brød. Når jeg kommer hjem og laver en kop te og bruger 5 minutter på at sidde i ro med den.

Håber i dag ser lysere ud. Jorden rotere i hvert fald stadig , så helt skidt er det ikke

*venskabeligt klap på skulderen*

Leave a comment

Gravatar
:);):Dx)xP^^":oO:--"+flere-færre
Husk min info med cookie