Jarastavens vandring

Jeg er netop nu blevet færdig med 'Jarastavens Vandring', efter at have læst på serien i over et halvt år. Og jeg må indrømme, at bøgernes slutning gør mig skuffet. Det er som om de pludselig er blevet godt og grundigt trætte af historien og bare gerne vil have det overstået. Sådan føler man det også selv, når man læser det sidste, for seriens sidste bøger virker ikke så gennemførte som de første. Der er ofte tegn på hastværk. Og i slutningen gør de ganske enkelt rent bord, og fjerne så godt som alle velkendte karaktere - rub og stup. Skuffende. Slutningen virker så absurd og forhastet, at de nærmest kunne have udskiftet den med: "Så faldt de alle ud over en høj klippe... og så døde de". Øv!
Jeg tror jeg hermed har fundet ud af det største problem ved romanskrivning: Klimaks og afslutning. Hvordan man gør det spænnende, unden at være forhaste; gennemført, men ikke langtrukken, og sidst men ikke mindst: Fuldendt. Uendelig uden at være uafsluttet, og sluttet uden at være 'klippet midt over'.

Nogle temaer for serien: Forholdet mellem mand og kvinde, kønsroller, magtfordeling og heraki, kampen mellem det gode og det onde