Madlavning på trivselsdag

I dag er jeg bare smadret... og lidt flov. Som jeg nævnte i går var den sidste del af trivselsdagen, fælles madlavning, ikke helt for mig. Vi tog over på UCH hvor vi havde lånt køkkener og et par kokke hovedsageligt slagterelever og opvaskerhjælp til at søtte en oplevelse af at arbejde sammen om at lave noget god mad til hinanden.


Vi blev fordelt ud i de 3 køkkener efter trivselsgrupper, eller hvad der var tilbage af dem, og derefter i hold. Vi var temmelig få i vores køkken hvilket betød ret små hold på 3-4 mand - jeg kunne høre de andre havde mange flere og var hovedsageligt 5 med en enkelt anden gruppe på 4, hvilket gav tid til at drikke vand og sådan.. trække vejret ind imellem. Vi derimod piskede rundt (eller jeg gjorde i hvert fald, jeg kunne ikke finde rundt i noget og alt var kaos). De havde overvejet at lave 2 mands grupper, og puha, hvor var det da godt det ikke blev sådan. Vi havde praktikanten med, som havde svært ved at læse opskriften oveni.

Det var da ikke fordi maden ikke blev lækker nok, nøjagtigt efter opskriften eller ej. Men jeg skulle piske sådan rundt undervejs, måtte suge luft ind og holde vejret for ikke at hyper ventilere - ved jævne mellemrum puste langt og tale med mig selv for at forsøge at berolige mig, og blinke tårerne ud af øjenene. Holde dem tilbage. Holde det hele inde. Det var næsten som i København ved det her karate-seminar. Alt for meget af det gode. Eller som ved ungdomsleder kurset sidate år. Liidt for langt uden for mine egenskaber. For man skal sevfølgelig kunne noget med at samarbejde og sådan noget... men det at lave komplekse opskrifter kræver jo også et minimum af madkundskaber, ligesom trænerkurset krævede allerede eksisterende trænerkundskaber (man skulle have et hold på forhånd, jeg havde håbet at lærer mere om at sammensætte en træning). Det er jo ikke fordi jeg ikke kan lave mad. Eller træne. Det var bare for meget ekstra. Sådan var det også i køkkenet. Der var flere gange jeg var ved at bryde sammen og en enkelt gang jeg endte med at stå med hovedet i væggen men blev reddet på vippen. Overordnet set bare totalt ubehageligt. Jeg var så nervepræget, rystende og svide, at da jeg senere tog mit plast-forklæde af, var hele min mave bare VÅD. Og jeg er ellers ikke kendt for at svede meget.

Det var også et vældigt ambitiøs projekt. 3 retters menu.



Forret bestående af stjerneskud bygget op af paneret og stegt rødspættefilet, dampet hvid fisk (begge dele fra rå filéer) bygget op på panderistet brød med salat, tomat, agurk, røget laks og kaviar samt en rød dressing, naturligvis også fra bunden.

Derefter en hovedret af gordon-bleu af kalvefiler, som vi naturligvis også skulle banke, folde om ost og skinke, panere og stege for, mens de blev færdige i ovnen. Dertil en spidskålssalat (også med hjemmerørt dressing), som faktisk var rigtig lækker. Men også italienske gullerøder stægt i olie, og panerede asparges, samt en portion ovnkartofler.

Endelig dessert bestående af chokolade mousse (eller suppe i vores tilfælde, vores portion blev åbenbart sat forkert i blæse-køle-skabet... ikke af os) med frugt og karamel-sovs og noget hvidt pynte halløj.

Puha. Og det halve havde været nok på tallerkenen, for selvom vi lavede til køkken-hjælpen også, så var der overflod (og kæmpe spild) af det hele. Det var lidt hårdt at smide den gode mad ud igen bagefter. Så var det heldigt at der var en spand til svinefoder og flere indsamlinger til hundemad, men alligevel.

Jeg er også flov over oplevelsen. For selvom det alligevel lykkedes at få holdst så meget sammen på mig selv at jeg ikke gik helt op i limningen, så har jeg sikkert været lidt af en belastning alligevel. Jeg synes ikke der var meget jeg selv fik noget, så jeg føler langt størstedelen hang på de andre 2 i gruppen. Måske var det en del af grunden til at det gik - Duracel - der var jo ikke så god mulighed for at stå af. Så havde de andre jo hængt på det hele... Jeg føler mig også flov og pivet. For jeg kunne ikke helt holde det inde bagefter. Kunne ikke lade være med at nævne, at jeg ikke... fungerede med det i køkkenet. Til hvad formål kan jeg ikke engang finde ud af. Om det jeg gør er forkert, eller om jeg er for pivet og skal tage mig mere sammen... sådan som fornemmelsen siger mig. Men om det er den fornuftige eller den fordømmende stemme kan jeg ikke skelne. Suk.


Nå, men alt i alt var trivslesdagen alligevel god. Men også noget der tog meget på krafterne. Og det for alle, ikke bare mig.. Så vi kører på flade hjul i dag, hehe. Men med tryk på før opstart. Det er lidt hårdt at være her alene - det bliver godt når vi bliver 2 receptionister igen Bortset fra at det betyde at opstarten er her = mega tryk på...
Udgivet Wednesday d. 12. August 2015
1050 views

Comments

Leave a comment

Gravatar
:);):Dx)xP^^":oO:--"+flere-færre
Husk min info med cookie