Shinjinbukan with meditation break

Der er dømt karate-weekend i Shinjinbukan's tegn.

Mine tanker før var: "Jeg ved ikke helt hvor begejstret jeg er, når det kommer til stykket. På den ene side plejer træningerne være fede og yders lærerige. 6 timers hjerne-over-fodring der truer med mind blowing Det er også ulempen... potentielt melt-down. Frygten for overload og angst, suk. Men det bliver sikkert godt. Jeg skal bare være klar på potentielt at hoppe fra midvejs og bare overvære frem for at træne intensivt teknisk, og så undgå hende der så dygtigt og ivrig hjælper med individuel træning. Det bliver simpelthen for meget af det gode for mig "



Faktisk var jeg næsten ved at springe fra og tænkte at turen herover i sig selv jo egentlig var hyggelig nok. Men det viste sig, som jeg jo godt viste, at være helt okay. Nok også fordi jeg var forberedt og tog førnævnte pause. Han er altid ivrig, dygtig og spændende underviser, så selv pauserne bliver fyldt med "Noget at tænke over" - det er fedt, men for en som mig der suger så meget intuitivt for at skabe dybere forståelse... efter 3 timer var jeg så kværnet at mit hovede truede med at springe, mine øjne løb sviende i vand (dog ikke nogen tudetur heldigvis) og min nystagmus blev så slem at jeg slet ikke kunne holde fokus mere en få sekunder ind imellem. Så jeg satte mig til side og tog en meditations pause med lukkede øjne. Det var lækkert! Lige hvad jeg havde brug for.

Imens øvede de andre et af de principper jeg har været med til før. Så det var egentlig helt okay at "gå glip af" Efterfølgende sad jeg og fulgte med fra sidelinjen nogen tid mens jeg samlede tankerne og ventede på et godt tidspunkt at springe ind i kampen igen uden at forstyrre. Det gik også fint. Og så var jeg klar til resten. Der var nu flere der så noget trætte og hængende ud så træningen blev kortet en time ned i forhold til de planlagte 6. Det ER også voldsomt - mest for hovedet, selvom jeg også begybdte at blive godt træt i hoften. Det er et helt system af principper der alle hænger sammen og er vigtige for hinanden - så ligesom med at køre bil, er der ikke en "nem" start eller rækkefølge. Der er ingen måde andet en alt på én gang - hele spindelvævet - og så ellers forsøge at træne hvert princip så meget som muligt hjemme og i det daglige også. Sådan er karaten en livsstil.



Det har været en særdeles positiv oplevelse - særligt fordi mit værktøj og min taktik virkede, wooho! Forhåbentlig kan jeg lære at bruge det samme i nogle andre af alle de situationer der i dag overvældet og skræmmer mig. Et ny skridt i den rigtige retning

Om lidt skal vi ud og finde Running Shushi og måske med held også en biograf forestilling. Nu må vi set. Jeg tror jeg glæder mig - om ikke andet gør min mave