Tanker...

Jeg har det af sådan lidt mærkeligt med mit liv for tiden. Blandt andet med det at læse. Jeg har indset at det måske er farligt for mig, fordi jeg lever mig så meget ind i fortællingerne at jeg ofte ender med en melankolsk, deprimeret stemning og utilfredshed med mit eget liv. Samtidig føler jeg at jeg har du behov for det. Jeg bliver rastløs, irritabel og ja, vel bare ked af det hele og er vel nærmest afhængig af den eftertanke og virkelighedsflugt litteraturen tilbyder mig. Den sidste bog jeg har været igang med hedder Kaos af David Meinke. Typisk ungdomsbog, problembørn, hvoraf jeg kun delvist kan relatere mig selv til nogen af dem, realistisk nutidsverden, dårligt mærkeligt sprog. Lidt som denne min sidste sætning. Ikke desto mindre sætter den gang i mine tænker og mit liv, som jeg så ofte har vurderet på det sidste. Det er sådan lidt mærkeligt. Jeg er fanget i samme lidt mærkelige situatien som i bogen. En vente tilstand. Med kun lidt arbejde engang imellem. Følelsen af at nasse på folk, flovhed og visthed over det. Megen fritid. Ja, flovhed over at have fri. Og så ved jeg ikke sådan rigtigt hvad jeg skal gøre med mit liv. Eller jo, jeg er jo kommet ind på den der uddannelse efter sommerferien, og jeg glæder mig som et lille barn til at komme igang. Jeg tror virkelig at det kommer til at blive godt, og det er en rar tænke det der med at man så nogenlunde har tyr på sine næste to år... Selvom der jo langt fra er det. Og jeg skal også flytte sammen med Emil til sommer - noget jeg også glæder mig til, men i grunden samtidig frygter, for det er jo ikke til at vide hvordan det vil gå. På den ene side er der styr på så meget, og på den anden er der slet ikke styr på det alligevel. Og så har jeg den her mærkelige fornemmelse, af at jeg står med mit liv i hænderne, og at det er nu jeg skal beslutte hvad jeg vil med det. Jeg har på fornemmelsen at der er et eller andet afgørende jeg skal bestemme mig for nu, selvom jeg ikke ved helt hvad. Jeg føler at jeg på én gang har alle muligheder, men er alligevel begrænset. Det er meget mærkeligt. Jeg ved ikke længere helt hvem jeg er, eller hvad jeg har lyst til at blive. Hvad jeg vil og hvem jeg vil være. Jeg tager bare hver dag som de kommer - og så går det i øvrigt bedst når jeg ikke tænker på det.
Udgivet Sunday d. 08. May 2011
1630 views

Comments

Leave a comment

Gravatar
:);):Dx)xP^^":oO:--"+flere-færre
Husk min info med cookie